Man blev med det samme klar over det ved sidste års Jazzparkoncert, hvor den italienske trompetist Enrico Rava som prismodtager havde medbragt sin landsmand Stefano Bollani. Nemlig at denne unge musiker var en usædvanlig pianistisk begavelse. Og man fik ligeledes stærkt på fornemmelsen, at der rådede en overmåde hjertelig stemning mellem Bollani og gruppens to danske musikere, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund. Alt dette kunne man få yderligere vished for, da trioen på Bodilsens initiativ for nylig samledes igen for at gennemføre en lille turné her i landet. For åbenbart synes der slet ikke at være begrænsning for, hvad Bollani formår. Som de tre musikere lagde ud med Irving Berlins 'How Deep Is The Ocean', var det med tydelig reference til Keith Jarretts Standard-trio. Her var både den antydningsvise præsentation af temaet og det delikate, fint integrerede sammenspil, som hver især bidrog til på sin måde uden at tabe melodiens røde tråd af syne. Men bemærkelsesværdigt var det ligeledes, at Bollani gennem stykkets videre forløb i sin motiviske udvikling af temaet var helt sig selv. Bollani mestrede også et elegant stride-spil, han kunne spille direkte på strengene inde i flyglet, hamre albuen i tangenterne, udfolde sig med en mageløs virtuositet, som han gjorde det i 'Loppefængeren', og tilmed demonstrere et ligefrem Victor Borgesk lune, som det var tilfældet i Jerome Kerns 'All The Things You Are', hvor hele hans vidtfavnende arsenal af udtryksmidler på kalejdoskopisk vis var forenet. Selv når Bollani gik mest uortodokst til værks, var det dog i intet tilfælde på bekostning af selve den musikalske substans. Og i sin beherskelse af instrumentet kunne han formulere sig med en lige så overbevisende konsekvens, når det gjaldt om at nedtone det musikalske udtryk. Aldrig har man i det københavnske jazzhus hørt et så stærkt virkende pianissimo - og sjældent har man lyttet så åndeløst, som vi gjorde det i Bollanis balladeagtige fortolkning af en italiensk popsang. Men vi fik heller intet øjeblik lov til at glemme, at det var en trio, vi oplevede denne aften. En trio på højeste niveau. Lund er ved at udvikle sig til en sand mirakelmager med sit spil, der udgør en helt unik kombination af den yderste lydhørhed og en frimodighed, der får det til at slå gnister. Og Bodilsen har jeg ikke tidligere hørt synge så smukt på sit instrument. Han tilhører den kategori af musikere, der selv samtidig lægger stemme til det, de spiller. Mange har i tidens løb spurgt, om sådan noget virkelig er nødvendigt. Ja, for dem, der gør det, er det nødvendigt. For det er i denne overensstemmelse mellem tanke og vejrtrækning, man finder svaret på, at deres spil gerne udstråler en så organisk karakter, hvor også pauserne får væsentlig betydning.