Det er tydeligvis en mand, som vil i mange retninger på én gang, der sidder i rampelyset i Lille Vega. Og det er også svært at fortænke Ed Harcourt i det, når nu han så ubesværet kan hælde inspirationskilder fra nær og fjern i sine sange. En 25-årig bleg brite med sort fedtet hår langt ned i øjnene, ja, ned i munden, hvilket lykkeligvis ikke forhindrer ham i at opløfte sin sangstemme, som han forstår at presse ud i tyndslidt følsomme områder. Bag ham og under den let rustne sang spiller det fire mand høje backingband indierock, blues, folk, lo-fi, jazz. Og bankende balkanbeats, mariachi-trompetblæs, skurrende trommeloops filtreres også gennem den ganske fint swingende helhed. På et mindre spillested som Lille Vega kan man ikke gemme sig bag musikken og retorikken, men må også lade sin mellemmusikalske personlighed skinne igennem. Og det nyder Ed Harcourt, der småsludrer med band og publikum som helhed, og lader os vide at han er en ung mand med både sexdrive, legesyge og usleben komik intakt. Hans undren over, på forgæves svampeindkøb på Christiania, at konstatere at også pushere kan strejke er decideret morsom, og de politiske bredsider kærkomne, om end af den knap så konstruktive slags: »I come from UK, which is governed by Cunt« (en mindre subtil omskrivning af Bush) og 'Fuck the war!'. Ed Harcourt har en vindende scenepersonlighed, tydeligvis ikke i ligevægt, men så meget desto mere charmerende. Og det samme gælder de fems mands musikalske fællesskab. Bassisten bærer ganske vist gruppen sikkert gennem den varierede fauna - fra lyriske oaser over mure af strengestøj - men ikke altid lykkes det resten af flokken at få de melodiske forsiringer til at passe i puslespillet. Det er heller ikke her vægten ligger, men derimod i dynamikken, i den mindre kontrollerede energi. Og det klæder Harcourts sange. Som på hans nye album 'From Every Sphere' er der også live flere sange, der mangler den nødvendige prægnans, den klare personlighed eller tindrende melodi, men entertainer-genet og sangstemmen er der. Og livehåndværket skal nok komme. Så mangler vi bare, at hr. Harcourt gør noget så gammeldags som at træde i karakter som sangskriver.