Med sig havde han sine landsmænd Johan Borgström på saxofoner og fløjte og Christian Spering på bas samt den amerikanske oboist, saxofonist og basklarinettist Paul NcCandless, den italienske trompetist og flygelhornspiller Paolo Fresu og den danske trommeslager Morten Lund. Det var denne sekstet, som det i forbindelse med projektet Music Around er lykkedes at samle igen. Utvivlsomt til glæde for musikerne, men så sandelig ikke mindre for det publikum, der får lejlighed til høre gruppen på dens videre fremfærd i de kommende dage. Når jeg har gjort så nøje rede for alle de instrumenter, musikerne betjente sig af, så er det for at anskueliggøre de mange muligheder for klanglig variation, Jansson rådede over ved at blande dem. Og det tør antydes, at han forstod at benytte sig af det. Men endnu væsentligere er det, at Jansson virkelig formår at udfylde en hel aften med sine egne kompositioner. Hvis man ønsker det, kan man finde en fælles grundtone i dem. En lys, melankoli, som uden varsel kan forvandle sig til et smil. Den kan være mere eller mindre fremtrædende, men den er den dybeste årsag til, at Janssons musik er i stand til at tale så indtrængende til vort hjerte. Og samtidig er det forbløffende, hvor vidt Janssons musik kan spænde. Fra folketone over bossa nova og free jazz til rhythm'n'blues. Jo, hvis man ud fra sit kendskab til cd'en mødte op med høje forventninger, så blev de ikke skuffet. Det var ensemblekunst på højeste niveau, vi var vidne til denne aften. Og alligevel var der tre musikere, som ikke kunne undgå at tiltrække sig opmærksomheden i særlig grad. To af dem kendte vi, Jansson og Lund i aldeles forrygende form. Den tredje, Paolo Fresu, havde vi ikke hørt herhjemme tidligere. Sjovt nok øser han af de samme kilder som landsmanden Enrico Rava, nemlig Miles Davis og Chet Baker. Men også Fresu har fundet et udtryk, der opleves helt og holdent som hans eget, båret af den fornemste melodiske sans og en rent ud suveræn rytmisk fornemmelse.