Men efter kort tid blev også basklarinetten - for overhovedet at gøre sig gældende - trukket op til et niveau, der totalt berøvede instrumentet den varme, matte klang, som havde berørt os så dybt i Portals sammenspil med Galliano. Og selv det var ikke nok over for Vitous' voluminøse baslyd. Hvordan stod det så til med aftenens musikalske udbytte? Jovist var der inciterende øjeblikke, hvor musikkens puls forplantede sig ikke blot til fødderne, men til hele kroppen. For ingen tvivl om, at Cinelu er en fabelagtig perkussionist. Og imponerende var ligeledes Vitous' virtuose instrumentale håndelag. Men hvor længe kan man blive ved med at være imponeret? Jo længere koncerten varede, desto mere forvandlede de mange toner, Vitous fyrede af, sig nemlig til en ubestemmelig lydmasse. Portal stred tappert mod overmagten og nåede at skabe de få glimt af musikalsk fordybelse, som koncerten trods alt også rummede. I øvrigt nøjedes han med at se glad og smilende ud.