Særlig tydeligt var det i aftenens standardværk, Sibelius' 5. symfoni, som den usentimentale Salonen tolker mere som storslået og uafvendeligt naturskuespil end som følelsesbetonet udtryk. Deraf modsætningernes ubønhørlighed, detaljernes stærke stoflighed, formens næsten fysisk kraftfulde plasticitet og de svimlende udfoldede tempo- og vækstprocesser. I Wilhelm Stenhammars personlige, melodisk og pianistisk rige 2. klaverkoncert i d-mol fra forrige århundredes begyndelse var Salonens bidrag en meget tæt, interagerende dialog med den virtuose og generøst romantiske solist (der følger med til Tivoli). Parterne næsten skubbede til hinanden i energiske replikskift. Aftenen åbnede med uropførelsen af et spændende norsk bestillingsværk. John Persens 'Or Nor' er en massiv, blokagtig klangmusik, en 'lydskulptur' med komponistens rammende betegnelse, af karakteristiske overflader, tætheder, tyngder og energier. Med klanglig (snarere end teknisk) inspiration fra Ligetis tresserstil er en fascinerende differentieret stoflighed det helt dominerende virkemiddel, formet i snart skarpkantede, snart svimlende svungne flader. Persen taler om overflader af »cigaretskod fugtede med gammelt øl og rødvinsrester« eller »husholdningsaffald blandet med kostbare diamanter« osv. For mig lyder det mere appetitligt end som så, men fænomener som hårdhed, glathed, porøsitet og lignende er forbløffende specifikke i dette effektfulde stykke, der må have umiddelbar appel til de fleste.