Men at øve vold mod musikken bør give udvisning for bestandig. I vanvittigt selvsmagende tempi enten glattede Gavrilov Schumann ud eller spillede ham sønder og sammen med resterne af den russiske pyroteknik, der engang gjorde ham interessant og lovende. Det var i karrierens begyndelse. Siden har pianisten været væk fra rampelyset, og nu, hvor han dukker op igen, virker han uligevægtig. Schumann reducerede han til en karikatur, hvor musikken enten blev masseret eller hamret ud af klaviaturet. Dele af finalen gik i vasken. I begyndelsen var venstre hånd den eneste, man hørte, mens højrehånden bevægede sig i lydløse kramper, og så spillede Gavrilov, superteknikeren, ellers sort. Volapyk. På podiet fulgte dirigenten ved navn Lawrence Renes trop, og der er ikke noget som kriser, der kan ryste folk sammen. Tivoliorkestret klang rigtig udmærket, både horn, trompeter, fløjte og strygere, men de følte sig formentlig hægtet godt og grundigt af, hvad angår forsøget på at producere et samlet musikalsk udtryk. Lawrence Renes er en ung hollænder, der er ved at slå sig igennem som generalmusikdirektør i Bremen. Held og lykke ønskes han fremover, for hans Bruckner var ikke dårlig. Den såkaldte Romantiske Symfoni, Bruckners fjerde, præsenterede han sobert, om end lidt anonymt. Selv om det var karisma, jeg savnede, var musikken velproportioneret, klangen veltrimmet og scherzoen endda fængende. Gavrilov - han viste, hvad han stadig kan af klaverboksning i en rasende version af Prokofjevs 'Suggestion diabolique' som ekstranummer, efter at han i overgear frem og tilbage på scenen ellers havde peget febrilsk på uret som undskyldning for ikke at ville spille mere. Da Glenn Gould for netop 40 år siden præsenterede en lige så afsindig - eller måske pænere sagt egensindig - fortolkning af Brahms' første klaverkoncert i Carnegie Hall, holdt New York Filharmonikernes dirigent Leonard Bernstein sin berømte tale til publikum, hvor han gjorde rede for sin manglende enighed i Goulds eksperiment. Lawrence Renes, der var på udebane og uden Bernsteins pondus, valgte i stedet at følge trop.