Hvilket sjældent har været tydeligere end denne aften, hvor det uniformerede personale i det noble Falconer Teater pludselig befandt sig midt i noget, der lignede en mellemting mellem en rockkoncert og et solidaritetsarrangement til fordel for det palæstinensiske folk. »Husk at tage skoene af!«, galpede en munter mandsstemme kærligt og forventningsfuldt, da mørket sænkede sig, og musikken tonede frem. Men der var ingen grund til uro. Annisette kom dansende ind på de bare fødder, der for længst er et etableret logo for det nøgne og usminkede i Savage Roses univers. Til gengæld var det anonyme tilråb ret alene om at agere muntert indslag. For resten af pengene var situationen alvorlig i Mellemøsten, og det fik man ikke lov til at glemme på Frederiksberg. Annisettes unikke måde at synge på er en konstant detonerende følelsesladning, og det blev en på alle måder følelsesladet og næsten overophedet koncert. Heldigvis er det musikalske overskud i Savage Rose af et format, som kan håndtere endog meget store mængder patos. Selv når offermotivet blev trukket helt i front med glødende agit-gospel fremført af Annisette knælende ved scenekanten som dramatisk stedfortræder for alverdens nedtrådte og nødlidende. Det var en stolt, stejl og heldigvis også velspillet opvisning fra orkestret, der i en halv menneskealder har ydet sit originale bidrag til rockmusikkens historie. Denne enestående musikalske vision, der også denne aften i sine smukkeste øjeblikke er som at se tynde tråde blive trukket ud af evigheden. Og i sine værste øjeblikke er som at blive kastet tilbage på agit-poppens mest firkantede klodser. Som når 'Stop That Crazy Man' med linjerne »It takes a revolution / to stop a crazy man« blev illustreret af en dansende mandsperson med en George Bush-gummimaske på. Det overvejende midaldrende publikum jublede ved dette møde med fordums Røde Mor-strategier, men et Røde Mor uden humor er hård kost. Stilfærdigt kunne man vel også indvende, at verden p.t. har et par andre og nok så kvalificerede bud på gale mænd modne til en gummimaske. Lige så smukt som musikken svæver meget af tiden, lige så tungt kan ordene falde i samme øjeblik. Afstanden mellem musikkens raffinement og tekstuniversets klichéer er indimellem stort. Men Annisettes røst kan ånde liv i det meste, og vist var det stærkt, når Annisette påkaldte sig forårets sarte symboler som kontrast til de forvoldte smerter i en turbulent tid. Umisforståeligt og sørgeligt aktuelt var valget af den mere end tyve år gamle 'Song of Palestine', men valget var med til at fremhæve det massive element af patos, der gjorde koncerten til en blanding af en prøvelse og en nydelse. Thomas Koppel styrede sikkert begivenhederne, hvad enten han håndterede trækharmonika eller sad med ryggen til ved sine tangenter. Bandet med den livlige percussionist Sarah Indrio Jensen og med bassisten Moussa Diallo og trommeslageren Klavs Menzer som rytmiske ankermænd fungerede optimalt. Heldigvis var den bastante 'The Joker' fra det nye album 'For Your Love' hurtigt overstået. Den stod ikke mål med hverken den dejlige 'Black Angel' eller en klassiker som 'Dear Little Mother'. Alt i alt cementerer Savage Rose på sin første danske turné i seks år sin enestående musikalske profil og dementerer enhver mistanke om, at verdensrevolutionen skulle være blevet aflyst, bare fordi de er flyttet til Californien. Da 'Stop The Crazy Man' dukkede op igen som ekstranummer, dansede Annisette rundt som en barfodet dervish viklet ind i det palæstinensiske flag. Nej, det var ikke en aften for de vantro eller de vaklende i troen.