Beretningen om den gamle kvinde, der fra sin veranda nød at høre det forbipasserende togs musikalske rytme og hele sit liv drømte om at passere bjerget for rent faktisk at se toget uden dog at turde at tage på denne ekspedition, lagde op til sangen 'That Mountain'. Og den usentimentale fortælling om Billy Bobs druk og misbrug, der førte til de overvejelser om selvmord, som mødet med hans nuværende kone, Angelina Jolie, reddede ham fra, var oplægget til den på en gang stormende forelskede og rystende ydmyge 'Angelina'. Aftenen efter, at Bob den Store med efternavnet Dylan var på besøg i Forum, var det 'Lille Bob's tur, i Lille Vega, selvfølgelig. Det hotteste navn i Hollywood lige nu, skuespilleren og instruktøren Billy Bob Thornton, indbød til yankee-rock af fineste karat i Stauningsalen! Et af aftenens mange fine paradokser. Et andet var, at filmverdenens største stjerne lige nu med en enorm produktivitet og den skamroste hovedrolle i Coen-brødrenes 'The Man Who Wasn't There' i ryggen lige nu, viste sig at være en såre sympatisk og helt ukrukket sanger og ikke mindst historiefortæller. »Jeg er jo slet ikke sådan en filmtype, men mere en musiker fra Sydstaterne. Jeg spillede trommer, før jeg så at sige kunne trække vejret«, som den 46-årige Billy Bob Thornton sagde til den lille, men lydhøre og stærkt begejstrede skare, der var mødt. Knapt nok 150 mennesker, var vi. Men hul i det, for som Billy Bob Thornton, der just var ankommet fra Sverige, sagde, så »larmer 50 danskere mere end 400 af de der ... nej, jeg vil ikke sige navnet«. For Billy Bob Thornton er det åbenbart magtpåliggende at vise, at han er mere og andet end Hollywoods heldigste helt, der danner par med superheltinden Angelina Jolie, med hvem han just har adopteret et barn. Derfor betaler han en tårnhøj pris for - på trods af sin flyskræk - at slæbe otte musikanter gennem verden. Et godt bud på rygtebørsen er, at Thornton personligt må punge ud med 200 dollar (cirka 1.650 kroner) for hver eneste koncertbillet, han sælger på denne turne i Europa! Så meget desto mere kan det undre, at Billy Bob Thornton og et velspillende band, anført af to antændte guitarister med plads til meget lange soli, Randy Mitchell og Marty Stuart, valgte at vandre ud ad en særdeles folkelig vej med 'Hang On Snoopy' som ekstranummer og 'California Dreamin' som lidt for hyggelig hjemstavnsdigtning til Hollywood og omegn. De stærkeste bidrag var de dæmoniske og begsorte sange fra debut-albummet 'Private Radio' fra i fjor. Mørke og stemningsmættede sange fra grænselandet mellem Nick Cave, Johnny Cash og blues-guitaristen John Campbell som 'Dark And Mad', 'Starlight Lounge', 'Your Blue Shadow', 'That Mountain', 'Private Radio' og Hank Williams' 'Lost Highway' fungerede fint med den lange og lykkelige Billy Bob Thornton som en malmfuld tordentenor på scenen. »Yeeees, siiire« og »thanks buddy«, udbrød en stolt søn af Sydstaterne, når bifaldet voksede omkring ham. Resten af aftenen var fornøjelig. Som de fleste koncerter med velspillende amerikanske barbands er. Og når man har en så veloplagt og vidende fortæller som den 46-årige Thornton med hjemstavn i Hot Springs, Arkansas, som vokalist, er det ekstra fornøjeligt. Men når man nu har pengene og lysten til at sende sådan en turne rundt i verden, var det måske meget godt at satse kunstnerisk rent på de sange af høj kvalitet, Billy Bob Thornton har inde under sin sorte bandana. Og for resten ville det være en fremragende ide, hvis flere arrangører turde satse mere på denne type moderne og mørk country. Ikke mindst på festivalerne. Det er et stærkt savnet islæt på de danske scener.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























