Mens vi venter på Det Kgl. Teaters premiere på Giacomo Puccinis gennembruds-opera 'Manon Lescaut' (24. marts), har Sjællænderne helliget et program til at vise, hvad der gik forud. En sjov og usædvanlig idé! Puccini er ikke just kendt som koncertkomponist, men med enkelte operanumre som fyld kan det lade sig gøre. Hovedværket 'Messa di Gloria', som med sit sammenbragte gymnasiekor må have været udgangspunkt for programmet, var også det mindst karakteristiske. Påvirkningen fra den modne Verdi er bastant (ikke et ondt ord om dét!), men den melodiske åre flyder allerede frodigt. Komponistens ungdom røber sig i omstændelig form og et ikke altid lige spændende stof, men der er attraktive detaljer som det dramatisk-mystiske refrain i 'Credo'. Det talstærke kor havde gjort sit hjemmearbejde, og med et kor af denne type kan man nok ikke forlange en rigtig dynamiseret frasering. Sian Edwards holdt godt sammen på det med friske tempi, undertiden på bekostning af detaljer i orkestret. Særlig strygerne skuffede mere end én gang, særlig når klangen skulle være ren og delikat, som i forspillet eller i 'Crisantemi' (bedre kendt som strygekvartet), hvis bittersødt vemodige duft havde svært ved at frigøre sig. Men bortset fra klangen var Puccinis følelsesfulde diktion i gode, forstående hænder hos Edwards, der fik en del ud af det indledende 'Preludio sinfonico'. Det lidet kendte stykke er et formeligt prøvekort på følelser afbildet i toner og lyder som en symfonisk digtning med hemmeligt program. Hør det et par gange, og du kan digte en historie over det. Af messens to solister, som også gav et par populære operanumre, er Riis endnu en stærkt lovende tenor præget af sparsom erfaring. Klangen kan blive smidigere, foredraget mere frigjort. Høyer har flere farver på paletten, ekspansion i fraseringen og langt mere fortællende overskud: højtidelig i 'Crucifixus', inderlig i 'Benedictus', chevaleresk som Scarpia og følsomt komediantisk som Marcello.