Den slags empati var det straks sværere at mønstre, da Tromsø-drengene Svein Berge og Torbjørn Brundtland i Pumpehuset gav deres tredje koncert på dansk grund. Efter fem kvarters pointeløs sonisk blitzkrieg var det rent faktisk en stor lettelse at begive sig ud i vinterens sidste krampetrækninger. Ikke at koncerten ikke var overvældende. Alene lydstyrken: Jeg mindes ikke at have hørt Pumpehusets lydanlæg udsat for - og klare - en lignende test. Folk tog sig til ørerne og kiggede mistroisk på hinanden - skulle det virkelig være så højt? Det skulle det, og tjente sådan set Röyksopps massive kæmpesound fint. Her var satset på lydbilledets bund, med bombastisk bas - inklusive medbragt bassist - og tævende stortromme, men også med plads til de krøller og nuancer der krydrer duoens house- og breakbeats. Problemet var, at det netop kun er krøller og nuancer. De småfattige melodier og lidt blege riffs havde overhovedet ikke styrken til at byde gruppens kæmpemæssige, blafrende lydkullisser trods. For nok var det højt og overvældende, men det var også hamrende uoriginalt og uinteressant. Ingen proteiner, men til gengæld masser af kliché-synthesizereffekter. Så gruppen var faktisk bedre i sine langstrakte forløb, hvor de lidt dramatiske keybaordteamer til tider mindede mere om Pink Floyd end Fatboy Slim. Det ændrer dog ikke på at koncerten samlet set var overvældende, momentvis medrivende og teknisk veludført. Bortset altså fra et stort gabende hul i sjælen.