I et guldbroderet telt af en kjole var hun den perfekte værtinde, der tro mod sit demokratiske sindelag delte scene og opmærksomhed med sit fine og medlevende band og publikum i den stærkt begejstrede sal. Angie Stone gik diverse reality-shows og tv-quizzer i bedene og inviterede syv mænd fra sit publikum på scenen midt i sangen 'Brotha'. Her fik de lov at improvisere rap, reggae, kærlighedserklæringer og vers for værtinden og os andre. En gimmick, afgjort. Men også en vellykket og rar gestus, som afslørede forbløffende talent hos nogle af de udvalgte og viste, at der ikke behøver være store præmier for at få det udfoldet. Man kan selvfølgelig anklage Angie Stone for ikke selv at levere varen, fordi hun villigt overlader mikrofon og spotlys til andre. Men påstanden holder ikke. For på blot halvanden time fik Angie Stone, velsyngende og veloplagt, afleveret en serie af sine bedste sange fra de to album 'Mahogany Soul' og 'Black Diamond', selv om sidstnævnte var for lavt prioriteret. Menstruationshymnen 'Time Of The Month', dedikeret til »alle mine piger her«, den nye single 'Wish I Didn't Miss You', duetten 'More Than A Woman' her med Terry Taylor, 'Life Story' og et medley fra 'Black Diamond' og flere smukke gospelprægede mellemspil som 'Makings of You'. Klassisk soul, ført op til nutiden og alligevel spillet med den særlige fornemmelse for spiritualitet og sensualitet, der gør Angie Stone til en ener. At lytte til hende er som at elske med den eneste ene en søndag formiddag med åbne vinduer ud mod en blid forårsbrise og lyden fra en gospelgudstjeneste inde fra naboens transistorradio. Denne aften kunne man godt have tålt flere af disse bløde byger, der masserer sjæl og krop. Men der var ikke mere at komme efter. Som Angie Stone bebudede i den afsluttende vejrudsigt, der burde bekomme dette regnplagede land, 'No More Rain (In This Cloud'). Inden da havde koret og bandet fået deres mellemspil under charmerende ledelse af kapelmester Angie Stone med blandt andet en stærkt opløftende fortolkning af Stewie Wonders stadig såre sandfærdige 'Love's In Need of Love Today'. Behovet bliver lidt mindre efter hvert besøg af den spillevende, søde og unge bedstemor Stone.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
-
Live: »Nu sker det«, skriver ægtefælle til Trump-rådgiver og deler billede af Grønland som amerikansk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager