Men i hans spil savner jeg de helt essentielle egenskaber, der kendetegner en fremragende jazzmusiker: en sound, der fascinerer umiddelbart og tjener til at identificere manden bag instrumentet, en fraseringsevne, der er i stand til at profilere det rytmiske udtryk, så det får vægt, og - måske væsentligst - den indlevelse, der skaber mening og sammenhæng i musikken, selv når man benytter sig af uortodokse metoder. Det var ikke mindst på det sidste punkt, at aftenen i Copenhagen JazzHouse virkede så afslørende. For i hans to hollandske medspillere, pianisten Misha Mengelberg og i særdeleshed trommeslageren Han Bennink, mødte vi netop musikere, der kunne gå utraditionelt til værks, men som intet øjeblik lod os være i tvivl om, at alt, hvad de foretog sig, var drevet af en indre nødvendighed. Gruppen, der havde bassisten Brad Jones som fjerdemand, præsenterede sig som 'Four in One'. Opkaldt efter en komposition af Thelonious Monk, der fik lov til at indlede koncerten. Og også derefter stod programmet i høj grad i Monks tegn. Fra første færd var det Bennink, der uundgåeligt tiltrak sig den største opmærksomhed. Både i kraft af sin fremtoning, der henledte mine tanker på Jacques Tatis Monsieur Hulot, og med sit spil, der i sin fulde udfoldelse kunne tangere det groteske, men ikke desto mindre på en eller anden skæv facon underordnede sig den musikalske helhed. Og så vil man ligeledes huske, at Bennink i en sekvens, alene med sin lilletromme, præsterede noget af det mest intenst swingende viskerspil, man kan forestille sig. Mengelberg og Monk har været tæt forbundne lige siden Mengelbergs ungdom for et halvt århundrede siden. Det er stadig tilfældet, selv om også den frie jazz har sat sig spor hos den hollandske pianist. I dag har Mengelbergs spil en mere udforskende karakter, der - hørt i relation til Monks fragmenterede stil - kan strække sig ud i lange melodiske linjer. Men hvor han også denne aften med en enkelt, autoritativt anslået akkord kunne få Douglas' tirader til at flagre formålsløst i rummet.