Søndag var det en anden ung dirigent, Alexander Briger, der stod i spidsen for de fine engelske musikere. Han kender Radiohusets Koncertsal, for han har før gæstedirigeret Underholdningsorkestret, og han præsenterede BCMG i et alsidigt program. Ikke uventet var et værk af Thomas Adès endemål for aftenen: hans kammersymfoni med opus nummer to. Gennembrudsværket, skrevet da Adès var bare 19. Det er utrolig lækkert formet og luksuriøst instrumenteret musik med masser af nuancer og detaljer, som kom fint frem i denne opførelse. Frækt virker det næsten, som Adès her hugger Schönbergs titel 'kammersymfoni' og samtidig i et elegant hop springer over, hvor tolvtonemusikken og modernismen er lavest for at gå direkte i kødet på farverigdom og sensuelle associationer til jazz. Man kendte ham igen fra gæstespillet på Den Anden Opera med den dekadent velklingende skandaleopera 'Powder her Face'. Det er lige før, man ønsker, at komponisten Bent Sørensen ville tage navnefor-andring til noget i stil med Adès' fancy navn. Jeg har før forklaret, at Sørensens musik er lige så interessant, som hans navn er kedeligt. Det fastholder jeg til fulde, og det har de da heldigvis for længst også fundet ud af blandt udenlandske stjerneensembler som Arditti Kvartetten - og BCMG. Bent Sørensens 'Sinful Songs' er ikke særlig syndefulde. Bortset fra den usædvanligt voldsomme begyndelse er der tale om komponistens vanlige udforskning af en tyst spøgelsesmusik, som ikke er til at børste af sig. Oven i købet at sidde i midten af dette fine spind, som vi fik lov til det, da BCMG og Briger tog opstilling i en kreds omkring publikum, var ren surround-luksus. Skidt så med mindre balanceproblemer. Musikken fængslede fra start til slut. Inden Adès' kammersymfoni fik vi musik af den anden danske komponist, der om nogen bider sig fast i udlandet i disse år - også i England, hvor han længe har været et hit. Poul Ruders, der skriver til Berliner Filharmonikerne, New York Filharmonikerne og til indvielsen af vort eget operahus på Holmen, har i det forgangne år haft tid til at nedfælde det lange værk 'ABYSM'. Lige så fængslende som Sørensens musik er i sit tyste forfald, lige så fængslende er Ruders' i sine velinstrumenterede råb fra sjælens sorteste svovlpøl. Så udsøgt klaverets klang blev overtaget af slagtøjet! Og violinernes af piccoloen. Og som dog BCMG forstod at udføre disse elegante, klanglige sporskift. Fornemt! Først på programmet, men knap så spændende, var en anden ung englænder, Huw Watkins' sonate for cello og otte instrumenter. Med Ulrich Heinens slanke cello i front lød det mest som en underbemandet cellokoncert, og de klart neo-agtige træk gør ikke musikken godt. Særligt ærgrede det derfor, at den næsten Szymanowskiske sensualitet i midtersatsen ikke fik lov at blive sluppet fri i en større og varmere orkesterklang. Den danske komponist Niels Marthinsen leger med musik på musik. Blandt andre klassikere høres i hans 'En miniature' genklange af Carl Nielsens blæserkvintet - med mørke understrømme - og således kom også han med på årets komponistbiennale, der i den obligatoriske, men til tider trættende alsidigheds navn fik vist meget andet end den proklamerede musikteknologiske fremtid. Tak for det.