Tavst var der ikke, da Mortensen gav koncert i Det Kgl. Biblioteks vidunderlige koncertsal med Sjællands Symfoniorkester. Fyldt med musikglade københavnere var der til gengæld, og forventningerne var høje til manden, der er blevet et af de to-tre mest veltalende argumenter herhjemme for, at det til overflod nytter at prioritere musikken. Til daglig dirigerer Mortensen Concerto Copenhagen på originalinstrumenter, og selv om det var givet, at Sjællænderne ville få gavn af gæstespillet med den noget anderledes opførelsespraksis, de står for, forankret i den store romantiske lyd, så var det ikke lige så givet, at publikum også ville få noget ud af det. Men faktisk viste Sjællænderne sig at være endnu mere lydhøre over for Mortensen og musikalsk fleksible, end Det Kgl. Kapel var det ved en Haydn- koncert for nylig med samme Mortensen. Ikke alt pegede måske stilistisk i én og samme retning i Georg Muffats mægtige Suite nr. 5 G-dur, men alt åndede ånd og forsølvning i Händels Concerto grosso D-dur op. 6 nr. 5. Et livligt, sikkert og sart strygerbrus havde netop den rette kviksølvsklang, og i de naturlige, organiske accentueringer i largoen hørte vi, hvor lidt demonstrativ og hvor udogmatisk Mortensen er i sin musikalske trosbekendelse. I mange kredse er forkærligheden for barokkens opførelsespraksis synonym med akademisk tørhed, men ingen i dansk musik i dag er mere frodig og generøs end Lars Ulrik Mortensen. Det var sjovt at høre Bachs E-dur-violinkoncert med Mortensen som solist - ved cembaloet og nu i D-dur! Koncerten er en bearbejdelse fra Leipzig af violinkoncerten og næppe mindre virtuos i solostemmen, som Mortensen gav med prægtigt filigran, perfekt integreret i orkestrets klang. Fjedrende lyksaligt i førstesatsen og overgivent dansant i basgangen i andensatsen. Stort. Det er sådan en eftermiddag, der får én til kålhøgent at se frem til, at den dydige barokmester William Christie snart besøger Berliner Filharmonikerne som den første inviterede gæstedirigent under orkestrets nye chef Simon Rattle.