Diamanten for enden af grammofonens arm synker ned i vinylets sorte rille. Nålens frie valg. Et blåt groove siver ud i luften. En ny generation er på banen i Vega. Blue Foundation og Pelding deler base på Vesterbro. Det er Pelding, der har fået diverse priser og fornemme placeringer på årsopgørelsen i bl.a. Politiken. Så det er Blue Foundation, der har rollen som opvarmning og aftenens Benjamin. Pelding viser sig da også senere på aftenen at være et mere stilsikkert projekt. En slags cool space- funk, der fungerer som en elastisk bund for hiphop og mere soulorienterede stemmer. Blue Foundation er mere flydende i formen og lyder i det hele taget endnu mindre afklaret. Til gengæld er gruppens endnu lidt springende musik et inspirerende og entusiastisk omskifteligt udtryk med Bo Randes horn som poetisk ledemotiv. Afsættet i triphop er blevet mindre tydeligt, og nye muligheder toner bl.a. frem, da sangerinden Kir(stine) ved siden af den hvæsende engelske rapdigter MC Jabber (»men de bedste flyvemaskiner/ er stadig fuglene«) pludselig smutter ud af Björks nordiske listesko og springer ud af det blå syngende så saftigt grovkornet som en dansk Macy Gray. Bag gruppen kører en video fra Blue Foundations besøg i Japan. Vinylflippernes hjemstavn. Hiphop på samme afstand fra Amerika som den danske. Stemningen er entusiastisk og udadvendt. Man ligner en generation, der føler, man har gang i noget nyt. En del af en international subkultur. Beastie Boys' mange krydsbefrugtede børn. Portishead og Björk vil fortone sig. Skitserne bevæge sig mod mere færdige billeder. Sådan et mere færdigt billede er Pelding. Thor Sørensen, Jonas Engberg og Peder på scratch og keyboards. På scenen forstærket med trommeslager og bassist. Pelding arbejder som Blue Foundation kreativt på at løse det samme fundamentale problem. Hvordan laver man en publikumsoplevelse ud af en musik, der er udsprunget af hjemmestudienørdens hjerne? Når man live enten står duknakket og koncentreret over et par pladetallerkener eller højst med et lille diskret smil leverer sit stilrene guitarslik med et kropssprog så vildt som et sivs svajen i en cool brise. Arkitekterne bag Blue Foundation arbejder med rappere, horn og sangerinde i forskellige kombinationer. Pelding har live valgt at blive bagmænd i en regulær revue, hvor bl.a. den uortodokse og drevne soulist Abdullah S. og den silkeklædte r&b-sangerinde Camille Jones giver egne sange og gentager glansnumre fra Peldings debut-cd. Med Jones' 'Breathe Through You' som nummeret, der burde kunne skaffe Pelding noget af den bredere opmærksomhed, der endnu ikke er fulgt med anerkendelsen. Mest knald er der dog på, når Kuku Agami rapper. Kontant rap og Peldings funky manøvrer er tilsammen 'Good Shit', mens de mere poppede ekskursioner virkede mere konstruerede. Fordi Peldings ånd er mere fordybet i lydsporet bag solisten end i sved og omkvæd, udstiller liveoplevelsen Pelding en engageret, men også noget vægelsindet form for udadvendthed, der da også har svært ved at fastholde en stor del af publikums opmærksomhed i længere tid ad gangen. Funky og intelligent instrumentalmusik for de indforståede cool er nok Peldings realistiske fremtid. Men et behjertet forsøg på at overvinde distancen mellem hjemmestudiet og scenekanten var denne aften med The Pelding Jazz Fudge Funky Revue bestemt.