Men som sagt, optakten, tenorsaxofonisten Thomas Agergaards 'Soak', kunne næppe have været mere løfterig. Med Agergaard selv som en autoritativ solist og Peter Danemo som en fremragende trommeslager, der både forstod at variere sit spil og at bevare kontinuiteten i det, swingede hele det store ensemble sig i dirigenten Ture Larsens glimrende arrangement gennem værkets forskellige faser, blandt dem en sekvens for de fire strygere, komponeret af Alexander Zapolski, der viste, med hvilken intensitet også disse formåede at formidle et rytmisk udtryk. Jacob Riis' forenede i 'Instructions for Presence' et enkelt motiv med klanglige overbygninger. Langt hen ad vejen med fin virkning, men værket havde svært ved at finde sin afslutning. Dette gjaldt i endnu højere grad Lotte Ankers uformelige 'Picnic on the Savannah', hvis mange enkeltdele hverken dannede indbyrdes relationer eller samlede sig til nogen helhed. Her lyste Kasper Tranberg dog op med en kornetsolo. Bedre blev det igen efter pausen. Også for Ture Larsen kneb det i hans 'Frederiks stemme' at holde inde i tide, hvilket dog i nogen grad kunne skyldes selve timingen i hans direktion. Men inden da havde han tegnet sig for aftenens mest originale bidrag, der på fascinerende vis holdt liv i et ganske lille, signalagtigt sitrende motiv. Og da det instrumentale fnidder, der indledte hans 'Koral' - og efterhånden må siges at være blevet til en udslidt kliché, først var overstået, rejste også dette sig værk sig magtfuldt omkring Lotte Ankers brændende sopransaxofon. Ind imellem havde vi fået Irene Beckers 'Melting Points', en i rytmisk henseende sjovt pointeret melodilinie, der både dannede introduktion og afslutning, men hvor midterdelen bar et for tilfældigt præg. Og så sluttede det hele med Lotte Ankers 'Direction Switch'. Et kort, men så meget desto mere effektivt festfyrværkeri, som vi endog - ved sin gentagelse som ekstranummer - fik i to forskellige versioner.