Lady Sovereign kæmper en brav kamp for at beholde sine bukser på. Og vi taler ikke i overført betydning. Pige-grimerapperen fra Londons stenbro har fået et par bukser på, hvor lynlåsen ikke virker, da hun står foran den lille skare Roskilde-folk, der har fundet frem til hende i deres program. Lady Sovereign er ikke specielt kendt, hun har faktisk ikke engang udgivet sit debutalbum endnu. Alligevel møder hun op med en attitude som en superstar, et white trash-stil-ikon, en ung, hvid Missy Elliott. Og griber sit skridt gang på gang for at sikre, at hængerøvsbukserne ikke afslører for meget. Skæld ud over selvbruner »Rosqualda!«, råber hun og afslører sit ikke særligt store kendskab til nærværende publikum(s festivalby Roskilde). Med legestuerap, temposkift og noget, der minder om et anti-rapflow, virker pigerapperen større og stærkere end hendes 20 år, 155 centimeter og korte cv. Og hun imponerer ved at få et publikum, der overhovedet ikke kender hendes musik, til at synge med. Og Lady Sovereign er vred! Hendes musik er superenergisk og tempofyldt. Det handler om at disse (nedgøre, red) alt og alle. Så de verbale ørefigner bliver delt ud til folk, der bliver orange af selvbruner, og dem, der ikke synes, at hættetrøjer er smarte, og dem der taler bag hendes ryg i 'Love Me Or Hate Me'. For publikum føles vreden musik lidt som at få skæld ud uden at vide, hvad man har gjort. Men man tilgiver hende, fordi hun er så pisse talentfuld. Til slut viser Lady S.O.V., at hun er godt på vej til at blive Princess S.O.V. eller Queen S.O.V., da hun smider bomben med slutnummeret 'Public Warning'. Et hiphop-polka-brag, der skal advare os om »who's in town«. Jo, tak, det var Lady Sovereign.