Det er kvaliteterne som performer, der sælger Danielle de Niese.
Browser man rundt på hendes hjemmeside, hvor skærmpilen trækker et spor af flygtige Disneystjerner efter sig, mens man bevæger sig fra link til link, er det sopranens star quality og hendes talent for at levendegøre en rolle, der har affødt de positive anmeldercitater.
For så vidt er den australskcaliforniske sanger en diva af i dag. Divakortet blev spillet, da hun i sommer udgav sit tredje album, ’Diva’, i eget navn på den klassiske label Decca.
Albummet er lidt af en teaser, al den stund det gentager flere af de Händel- og Mozartting, hun udgav på sine to første soloudspil fra 2007 og 2009, og lidt det samme gjorde sig gældende, da hun mandag aften var kommet ind og havde nejet dybt for et i øvrigt ikke spor udsolgt Koncerthus.
Ikke nok med smukke læber
Første del af Danielle de Nieses koncert med DR UnderholdningsOrkestret præsenterede nemlig ikke det danske publikum for noget egentlig nyt i forhold til, hvad vi hørte, da de Niese var i Danmark for første gang for halvandet år siden.






























