De behøvede ikke at kigge på hinanden. Knap nok lytte. Som det mest naturlige i verden lod de grånende musikere i The Kalichstein-Laredo-Robinson Trio de poetiske udsagn pible frem i Franz Schuberts anden klavertrio og skabte med en nænsom fornemmelse for dyb romantik et fascinerende kammermusikalsk univers af vemod og fremdrift. Ingen af de tre viste antydning af tvivl om retningen eller den mindste mistillid til de to andre musikeres fortolkning. Erfaringen rådede og løftede koncerten til en, der vil kunne huskes. Louisianas kammermusikseriehar kronede dage.
Med en altid international blanding af sikre kort og imponerende talenter har de formået at opbygge et stampublikum, der som regel garanterer en udsolgt sal, og som de eneste i landet præsenterer de toppen af den gode franske scene. Denne gang var musikerne nu amerikanske. En klavertrio alle 60+ og med 100 års samspilserfaring med den fremragende kroatiske hornist Radovan Vlatkovic som gæstemusiker i Johannes Brahms’ ’Horntrio’. Og konklusionen er enkel. Seks hjerter på en god dag Schuberts drømmestykke af en klavertrio udstillede ambitioner og evner til at hente seks hjerter på en god dag. Brahms’ horntrio viste tre musikere, der nok havde evnerne individuelt, men som indimellem klang rigtig ubalanceret og sjusket. Og så glemmer vi alt om en lille anstrengt munter intro med Chopins ungdommelige ’Polonaise for cello og klaver’, som burde være en smal sag, men endte med at skulle i skammekrogen af bare slendrian. De to musikere begyndte Chopins stykke samtidigt, men undervejs opstod der store slip, hvor det kun med det yderste af neglene lykkedes at konkludere samtidigt. LÆS OGSÅEn knækket negl var skyld i pinlig klaverkatastrofe Joseph Kalichstein, der ellers har meritter som få, hoppede nærmest over midten af store skalaløb og tjattede flere gange til tangenterne i det, der skulle have været mandhaftige udgydelser.
