Hunden gør. I baggrunden kommer fra kvæget det klassiske muuuuhhh, som lyder så ens på begge sider af Atlanterhavet. »Hallo? Det er Scott her. Hvordan går det?«. Nogle gange kan det faktisk være hyggeligt med sådan et telefoninterview. Man ringer op til et vildt fremmed menneske, og så må det briste eller bære. Vil Scott og Skotte kunne snakke sammen uden nogen sinde at have set hinanden? Lydene fra virkeligheden gør det lettere. Jeg kan høre, at det er i landlige omgivelser, Scott Avett går omkring med sin mobiltelefon. Hjemme på farmen. Jeg ved oven i købet sådan nogenlunde, hvordan der ser ud i nabolaget.
The Avett Brothers har Concord i North Carolina som officiel hjemstavn, men Scott Avett bor længere mod vest i sydstaten North Carolina. Ovre i nærheden af bjergene. Tæt på Asheville og det lille Brevard, hvor min kones familie kommer fra. Så det er regulært homely at slå en sludder af. Det er lige før, jeg kan lugte majsbrød og grits & gravy igennem telefonen. Jeg minder mig selv om, at det er Avett-brødrenes musik og ikke madopskrifter, der er på dagsordenen. Et scoop »Jo tak, det skrider fremad med det nye album. Vi har indspillet 24 sange, som vi vil gøre helt færdige, inden vi redigerer dem ned til det endelige antal«, fortæller Scott Avett, mens hunden bjæffer derovre på det andet kontinent«.




























