Det er næsten som en rejse tilbage i tiden at gå til Torsdagskoncert i øjeblikket. Forude venter tre sæsoner med en af europæisk orkesterlivs grand old men, den storladne og alderstegne spanske don Rafael Frühbeck de Burgos som orkestrets chefdirigent. I næste uge kommer den hvidmankede russer Dmitrij Kitajenko, der var fast udstyr hos DR SymfoniOrkestret i første halvdel af 1990’erne, og i denne uge var det den bogstavelig talt store finne Leif Segerstam, der med besvær kom gående ind på scenen i Koncerthuset for at lede det orkester, han var chefdirigent for i selv samme periode. Altså i slutningen af 1980’erne og de tidlige 1990’ere. LÆS OGSÅKristjan Järvi bliver ny DR-dirigent Der var noget hyggeligt, ja ligefrem julemandsagtigt over gensynet med den omfangsrige finne, hvis lange hår og skæg og hele vidtfavnende fremtoning vidnede om den livslyst, der altid har præget ham. Samme enorme appetit på livet har gjort, at Leif Segerstam som komponist i skrivende stund har rundet de 250 symfonier (!). Så nummer 232, som fik sin uropførelse torsdag, er allerede historisk.
Rumvirkning til musikken Segerstam har noget med at skrive orkestermusik, der skal opføres uden dirigent. En overraskende ambition for en dirigent, kunne man mene. Men med stående træblæsere og omkringvandrende strygere samt komponisten selv ved orkestrets ene flygel lykkedes det at komme igennem et massivt, dystert og langsomt værk, som trods et smældende klaptræ plus trompeter på balkonerne ikke rigtig fængede hos denne anmelder. Musikken var simpelthen for uspændende. Fint, derfor, at DR havde ændret rækkefølgen af aftenens tre værker i forhold til det trykte program og lod musikerne og Segerstam begynde med amerikanske John Coriglianos klarinetkoncert. Også her var det det helt store symfoniske apparat, der skulle i aktion, og med orkestrets unge finske klarinettist Olli Leppäniemi som luksussolist blev det en fascinerende vandring i et nærmest uvirkeligt orkesterlandskab med indviklede solokadencer og en andensats bygget over et i grunden simpelt, men virkningsfuldt mol-motiv. Igen var der horn og trompeter, som gav rumvirkning til musikken ved at spille oppe fra publikumsbalkonerne, og Leppäniemi, der tidligere på året fik musikanmeldernes kunstnerpris i Tivoli, modtog fortjent stor applaus fra kollegerne i DR SymfoniOrkestret. Talte med tilhørerne Oven på denne første halvleg var det muligvis for meget for en del af publikum, da orkestret og dets gamle finske dirigent efter pausen satte wienerbegavelsen og hollywoodhelten Erich Wolfgang Korngolds widescreensymfoni i Fis-dur på nodestativerne. Musikken fra begyndelsen af 1950’erne er ellers fremragende komponeret og holder en fin balance mellem virkningsfuld instrumentation og symfonisk struktur, men i Segerstams mere end brede, ret beset ikke særlig præcist dirigerede udlægning tog den en fuld time at komme igennem. LÆS OGSÅDR's nye 77-årige chef-dirigent vil tiltrække ungt publikum Halvvejs, det vil sige efter anden sats, vendte dirigenten sig og pegede på uret. Det lod til at ske som reaktion på noget uro blandt publikum.

Og jo, han vidste godt, det var en lang aften med ukendt musik i danske førsteopførelser, han havde planlagt, syntes han at sige med sin gestus – hvorpå han temmelig utraditionelt gav sig til at tale med tilhørerne! Bredde og appetit Lidt dialog førte ham frem til nogle betragtninger om symfoniens smukke tredjesats, og så satte Segerstam ellers det sindige symfoniske futtog på skinner igen. ’Maestro’-dommer Ulla Miilmann lod sin platintværfløjte hæve sig i smukke soloer over kollegernes klangtæppe, og egentlig var det en interessant aften. Bare også en ujævn og ikke videre skarpt dirigeret aften, der måske nok, ret beset, varede lige lovlig længe.