Bill Callahan har en af de stemmer, der kan få verden til at føles, som om den står stille.
En af de stemmer, der næsten kan få det til at knuge i maven, så snart én strofe er forbi, og man utålmodigt venter på den næste. En stemme, man kan få kuldegysninger af bare ved at tænke på den. Måske var det derfor, hans koncert onsdag aften i et stopfyldt Lille Vega ikke føltes ét minut for lang, selv om den sneg sig op på over to timer. Hvilket er store ord fra et menneske uden udpræget sans for tålmod.
