De vil altid gerne overraske, folkene bag Wundergrund-festivalen. Så hvad kunne være mere oplagt - efter seks år med systematisk planlagte møder mellem genrer og musikkulturer - end at gøre højdepunktet på åbningsaftenen for årets ti dage med festival til en times stillesiddende helt almindelig, ualmindelig dansk kompositionsmusik? Først en time med sarte lydsider i kombinationer af fuglekvidder, kontrabas og sang som underlægning til gratis shots og småsnak i Glyptotekets vinterhave. LÆS OGSÅ Derefter en drabelig, fuldstændig stilren, syngende performance fra en udspændt stålwire under rummets gigantiske glaskuppel. Og så ind i Festsalen til de hvide statuer på stolerækker og tre klassiske kammerensembler fra tre steder i salen, der uden ophør i en time opførte Bent Sørensens fantastiske stykke 'Shadowplay'. Efterfulgt af et - for Wundergrund - mere traditionelt generationsmøde mellem de to elektroniske legebørn Fuzzy og Bjørn Svin, der fra hver sin side af traditionelle genreopdelinger improviserede sig frem til nogle rigtig energiske, smukt polerede elektroniske klangforløb. Kodeord: Drøm Drøm kunne sagtens være kodeordet for det hele. Alt bliver selvfølgelig lidt uvirkeligt og David Lynch-agtigt, når det foregår i halvmørke i en marmorhave mellem hvide gipstorsoer og palmetræer oplyst i neongrøn og lilla. Indholdet var også taget ud af nattens univers. Den svenske jazzsanger Josefine Cronholms fløjlsbløde vokal sammen med Ida Bach Jensens minimalistiske kontrabasspil slog tonen an med langsommelig intensitet svøbt i elektroniske effektiver. Som for eksempel en hel del fuglesang til den dyretomme vinterhave.
Den norske performancekunstner Tori Wrånes, der har skabt spektakulære værker til rum mange andre steder end i Danmark, fortalte en noget mere gruopvækkende nattehistorie, da hun leverede en utrolig enkel, stilren og helt anderledes kraftanstrengelse. Indstøbt i en slags voks lod hun sig helt langsomt sænke ned fra loftet med hovedet nedad og en finger pegende direkte mod gulvet og publikum. Alt imens hun sang ordløse fraser, der gentog sig som små forvrængede musikalske brokker fra højtaler rundt om publikum. Da hendes krop ramte gulvet, var det slut. Som en nedstigning til virkeligheden fra et underligt væsen i forfald, der sang lige så smukt, som hendes ydre var grimt. Melankolske erindringer Der var en lige linje til forfaldet hos komponisten Bent Sørensen, der siden 1980'erne har skrevet stykker, der til forveksling ligner melankolske erindringer. 'Shadowland' fik sin verdenspremiere sidste år i England med overvældende succes til følge, og det var vist den simple grund, der havde fået Wundergrund-folkene til at præsentere stykket i København. Uanset hvor lidt det kunne sprænge vante forestillinger om genrer. LÆS OGSÅDansk elektronikas bedstemor giver koncert Tre trioer spillede 15 satser i alt, der farvede hinanden som skygger og ekkoer af hinanden. Vemodigt, ja, men også hidsige udbrud, piblende vækst, dans og jovial sang. Helt utrolig smukt og helstøbt som et slyngværk af erindringsspor trukket ud mellem hinanden på kryds og tværs i det smukke rum. Og hele tiden så stille, at man i glimt fik hvin og skrig fra Tivolis forlystelser 200 meter og tykke mure væk. Provokerende klassisk Der var enkelte, der forlod koncerten undervejs. En ung mand blandt de frafaldne fortalte efterfølgende, at han havde følt sig provokeret af at skulle fordybe sig i så lang tid til klassisk musik. LÆS OGSÅKlassisk musik går undergrund Pudsigt nok, her 40 år efter Fuzzy som ung komponist arrangerede elektroniske koncerter på netop Glyptoteket til stor forargelse for den dengang herskende borgerlige musikkultur. Så var det åbenbart meget mindre provokerende, at selv samme Fuzzy og den 35 år yngre Bjørn Svin lukkede aftenen med udsvævende udskejelser mellem Svins dunkle pulsforløb og Fuzzys klangflader.
