Man gør mange ting til en Beyoncé-koncert. Man danser. Man sveder. Man synger med. Man tænker sit om hendes galopperende energiniveau. Og filosoferer måske lidt over, hvilke ingredienser den smoothielignende trylledrik, hun fik serveret i korte glimt undervejs i koncerten i Forum, København, mandag aften, mon indholdt...
Man gør mange ting, ja. Men man klapper hende sgu ikke bagi, som en langfingret mand, siddende på en af Forums allerdyreste pladser mandag aften, gjorde.
Bevares. Beyoncé er ligeså smuk bagfra, som hun er forfra. Og benævnte bagparti er berømmet i en grad, hvor formerne har fået deres egen sang i form af Destiny’s Child-klassikeren ’Bootylicious’. Men selv at gribe ud efter herlighederne, tilmed imens Beyoncé selv var i gang med et af sine glansnumre, den sursøde akustisk guitardrevne mid-tempoballade ’Irreplaceable’ om at gå fra en mand, hun er blevet træt af, er det glade vanvid.
LÆS OGSÅ Popfest i hovedstaden: Beyoncé sønderbombede Forum
Man tager ikke Beyoncé på røven. Ligesom man ikke slikker på kopierne af Guldhornene, eller rager på en smuk kvinde, der passerer en på gaden.
Det er forbudt. Og det var da også det absolut eneste, der på noget tidspunkt i den knap to timer lange koncert bragte den perfektionistiske R&B-hellraiser fra Texas, Beyoncé Giselle Knowles-Carter, ud af fatning.
Beyoncé bestemmer
Hun er et studie i ambition og styrke, men også i høj grad i kontrol. Hun øver, efter eget udsagn, til hendes fødder bløder. Og når man ser hende optræde live, tror man hvert et ord. Hun er stærk som en okse. Derfor er det endnu mere dumt, at lange ud efter bagdelen. Selv om den er svøbt i en kongeblå glimmerheldragt.
»That ain’t happening again sweetly«, tordnede hun med et altødelæggende blik borende ned i samvittigheden på manden uden situationsfornemmelse. Hvis øjne kunne dræbe. Og tonede lår gøre det samme…
Hun har ikke kaldt sin nye verdensturné for Mrs. Carter for ingenting. Her er det fruen i arenaen, der bestemmer. Og forhåbentlig fik befamleren i Forum lov til at nyde resten af koncerten fra parkeringspladsen.
Og det var dumt. For det var for alvor herefter, hun satte trumf på showet ved at skrue ekstra højt op for både hitfaktor såvel som den evigt hårdtarbejdende vindmaskine, der følger hende konstant.
Overflødig Whitney-ballade
For Beyoncé er vild, bombastisk og nådesløs på en scene. Og samtidig den måske allerstørste nulevende sangerinde, der findes. Noget hun trods Forums notorisk ærgerlige betonrammer fik understreget under koncerten, der var den 31-årige superstjernes bare tredje besøg som solist på dansk grund.
Men også noget hun var så ivrig efter at bevise, at hun hamrede hovedet op i loftet, billedligt talt, da hun som introduktion til sin store, vidunderlige afslutningsballade, ’Halo’, valgte at indlede den med en lige vel Whitney Houston’sk version af Dolly Partons udødelige ’I Will Always Love You’.
Ganske overflødigt eftersom ’Halo’ i sig selv er langt mere raffineret, langt mere pompøs og, ja, langt mere Beyoncé. Det var lidt en skam.
Beyoncé skiller sig ud på uptempo-numrene
Ellers var det en sætliste overraskende støvsuget for alt for mange af hovedpersonens store, floromvundne ballader. Kun ’Flaws and All’, ’1+1’ og ’Halo’ blev det til, foruden de to afdæmpede højdepunkter fra hendes seneste plade ’4’, ’I Care’ samt den smukke ’I Miss You’ skrevet af Frank Ocean.
I stedet havde Mrs. Carter valgt at fokusere på et overvejende feststemt sæt med sange fra samfulde fire soloplader. Og godt det samme. For det er på uptempo-numrene, at Beyoncé virkelig skiller sig ud.
Anmeldere er vilde med B-show: »Hun er som en olympisk atlet på scenen«På sange som ’Freakum Dress’, ’Get Me Bodied’, ’Run The World (Girls)’, ’Diva’ der lånte sine køligt majestætiske strygere fra Kanye Wests ’Clique’ samt et vanvittigt femkløver bestående af ’Irreplaceable’, ’Love On Top’, Destiny’s Child-klassikeren ’Survivor’, ’Crazy In Love’ og endelig ’Single Ladies (Put A Ring On It)’ var Beyoncé ganske enkelt nærmest fysisk urørlig, som hun væltede rundt i hektisk dans med flere hestekræfter i sin bomstærke krop, end der er i de fleste personbiler.
Mere rå end romantisk
Hun er mere ’River Deep – Mountain High’ med Ike og Tina Turner, end hun er en romantisk galionsfigur i en dødssyg gulvlang kjole. Hun er vild, rå og konstant på. Konstant i kontrol. Og ofte nærmest skræmmende selvbevidst.
Men hun er også svedende og blev pludselig tilmed meget sårbar, da en enkelt mand ud af 10.000 ikke kunne holde labberne for sig selv. Jeg ved det, for sekunder efter idioten klappede hende bagi under ’Irreplaceable’, greb jeg det håndklæde, hun tørrede sit ansigt af med.
Det duftede af lavendel, og hænger stadig om min hals. Og det ryger ikke af foreløbig.
fortsæt med at læse
