Nøørj, hvor kan hun bare synge. Blikket hos folk omkring mig er ikke til at tage fejl af. Og de halvåbne munde sætter udråbstegn bag følelsen. Et helt fyldt Store Vega er imponeret. Oppe på scene står engelske Florence Welch og holder tonen, så længe og så kraftfuldt, at man kan se krystalglas springe for det indre blik. Da hun endelig holder inde, vælter de hujende råb og begejstrede klapsalver op imod hende. Jeg forstår det ikke. Hvad med en god sang? Som en vokalbodybuilder har hun lige flexet sin imponerende muskel af en stemme, men ellers ikke brugt den til noget.

I disse ’X Factor’-tider kan man jo konstatere, at verden er fuld af mennesker, der kan synge permanente buler i trommehinden. Er det for meget at forlange lidt mere? En god sang, eksempelvis. Dem havde Florence + The Machine ikke for mange af med til København søndag aften. Koncerten gav samme indtryk af en sangerinde uden stedsans som hendes debutalbum, ’Lungs’, der sidste år var et stort nummer i engelsk presse, hvor Florence Welch blev udråbt som et poetisk og forfinede modspil til både Kate Nash og Lilly Allen. Det forstår jeg heller ikke. Punksnerrende rockpop Med et par enkelte fuldtræffere som ’Dog Days Are Over’ og ’I’m Not Calling You A Liar’ tumler hun hæsblæsende rundt i sin punksnerrende rockpop med buldrende vokal og dunkle tekster om kærester, der slår løs på hinanden eller bygger kister til den anden. Uden at tøjle sangtalentet og få virkemidlerne til at arbejde sammen. Det hele roterer rundt på stedet med store armbevægelser. På Vega spillede bandet varieret i rytmesektionen, og med harpens centrale placering var der glimt af et originalt greb på pop. Der var underspillede passager, der viste, at de ikke kun ville male musik med både bred pensel og stor rulle.
Oooh-oooh-oooh-ooooooh! Det blev dog anonymiseret af Florence Welchs skrålende stemme. De løseligt strukturerede sange blev fyldt ud med stormende fraseringer. Op i luften: Oooh-oooh-oooh-ooooooh! Og så ned på jorden igen. Hold da helt op. Bogstavelig talt. Ganske ubesværet kunne Florence Welch smælde små rytmer af sted mellem læberne for så at trække en orkan ud af munden, der let ville kunne fylde et fodboldstadion i Maracaña-størrelsen op til randen med lyd. Men i stedet for at blive grebet af den enorme patos, var det som at blive trykket baglæns af en gigantisk hårtørrer. Det var brølende ståhej for ingenting. En musikalsk distanceblænder, der i løbet af en ganske lille time fik sunget sig gennem debutalbummets sange og givet et meget begejstret publikum hittet ’You’ve Got The Love’ til sidst.