Normalt trisser orkestret bare ind på scenen, mens publikum finder deres pladser. Applausen følger dirigentens ankomst. Men denne lørdag var ikke en normal aften for DR UnderholdningsOrkestret. Det var første koncert, efter at DR mandag annoncerede dets lukning pr. 1. januar, så denne aften blev deres entré ledsaget af stående bifald fra salen.
Lørdag aften var heller ikke en normal koncert på indholdssiden. Det var orkestrets første del af en trilogi for musik fra begyndelsen af det 20. århundrede og en del af den historiske festival Golden Days, der i år koncentrerer sig om 100-året for Første Verdenskrigs begyndelse. Derfor et tema for aftenen om Sigmund Freud og psykologiens fødsel i en koncert med den tillokkende undertitel ’Til fest i underbevidstheden’.




























