Til mange koncerter i den rytmiske populærmusik er det kutyme, at man køber særlige ørepropper for at minimere risikoen for høreskader. Denne groteske praksis vidner om en koncertkultur, der synes at have glemt noget helt basalt ved musik.
Forleden i Kvarterhuset på Jemtelandsgade på Amager kunne man dog roligt pille eventuelle vatkugler, skumpropper eller høreværn ud af ørerne og hengive sig til en forunderligt nedtonet strøm af toner fra en særegen kvindestemme og tre knap forstærkede instrumenter omkring hende.


























