Vi så mødet mellem Færøernes afgrundsdybe klippelandskaber, det voldsomt store Atlanterhav og den tavse enlige kvinde fra oven. Fra en drone måske 50 meter oppe fik vi svimlende, æstetisk helt rene og højdramatiske billeder. Uden at der egentlig skete noget. Orkestermusikken hvislede, flaksede, pustede og blæste. En del af musikerne producerede tikkende tid med små figurer, der gentog sig. En anden del satte små skvulp og glidende stik ind i lydbilledet og mindede os om, at noget er på færde.

Så åbnede den enlige sangerinde sin mund og lagde en smuk, ren og enkel folkemusikalsk vokalklang hen over som et tæppe af rå silke. Det lignede og lød som ren naturkraft.