Det kan godt være, det er en usædvanlig og ret beset forvirret symfoni. En symfoni, hvor den modne Carl Nielsen slås både med sig selv og med de voldsomme dønninger, den modernistiske kollega Arnold Schönberg og klassicisten Igor Stravinsky skabte i europæisk – og i dansk – musikliv netop i 1920’erne.
Men så tager vi da bare al tvivlen, alt det heterogene, alt det voldsomme med samt det afvæbnende for pålydende. Sådan syntes DR SymfoniOrkestrets kommende chefdirigent Fabio Luisi at have tænkt, da han for første gang i sit internationale dirigentliv prøvede kræfter med Carl Nielsens 6. Symfoni ved DR SymfoniOrkestrets afslutning på sæsonen i går, 8. maj.


























