Netop en lille håndfuld madrigaler var nok Monteverdi-programmets mest overbevisende parti, selv om kirkemusikken kvantitativt dominerede. Det skyldtes til dels, at Garnisons Kirkes akustik udtørrede især de kunstfærdigt koncerterende salmeudsættelsers udtryk af pragt og overdådighed, men også at Amaryllis vovede lidt mere i de erotiske madrigalers frivolt ekspressive sprog. Dejlig forskellige var de, fra det klassisk afrundede over senrenæssancens stærkt labile manierisme til ungbarok dialogform i den kendte og rørende 'T'amo mia vita', og satsernes sirligt urolige fletværk tegnede sig klart og levende i ensemblets sikre, rene og smidige udførelser. Synd at man så sjældent får lov at høre denne fantastiske musik, der så besnærende forener det sanselige med det kalkuleret overraskende! Endnu sjældnere høres nok motetterne, som med deres koncerterende struktur helt klart står sig ved en solistisk udførelse - når altså sangerne er så kompetente som disse. Satserne for mindre besætninger - duetter og terzetter - ligger tæt på madrigalerne i deres sødme og ekspressivitet, og nok er der en vis kirkelig distance, men større intensitet og en kraftigere modulering havde ikke været af vejen. Her kan Amaryllis udvikle sig. De store salmer er på deres egen måde nok så uforbeholdne i deres jublende festlighed og betonede virtuositet, som Amaryllis fyrede af med overskud, energi og charmerende lethed. Samtidig røbede netop disse tætpakkede satser tydeligst, at kvintettens stemmer bærer ret forskelligt. Der kan være brug for et øre udefra.