Danskeren hed Knudåge Riisager, og selv om det nok var overkill at indflyve den norske trompetvirtuos Ole Edvard Antonsen alene til at spille solostemmen i Riisagers lille Concertino fra 1933, så blev koncerten som helhed interessant. Riisagers tidlige 'Suite Dionysiaque' røbede, at den frankofile dansker i høj grad beundrede Debussys natlige dufte, før han i lighed med sine nyfranske forbilleder kastede sig over en mere prosaisk og legesyg hverdagsmusik, der bortviste de blege impressionistiske tåger. Albert Roussels neoklassiske Sinfonietta for strygere fik ingen lydefri udførelse. Det gjorde Roussels tresatser mindre mindeværdig, men skønt man også andre steder kunne have ønsket sig en bedre udførelsesmæssig finish, var det under alle omstændigheder en oplevelse at høre det historisk berømte kollektivværk om bryllupsgæsterne fra Eiffeltårnet, 'Les Mariés de la Tour Eiffel' med bidrag af Milhaud, Poulenc, Honegger og Auric. Her hørtes, hvor forbløffende homogent fire af komponistgruppen Les Six' medlemmer formåede at udkomponere tidens nye, nøgterne idealer i toner til en gakket ballet, hvor en medvirkende general ædes af en løve, mens gruppens åndelige fædre, gymnopædisten Erik Satie og bagmanden Jean Cocteau, ser fornøjet til. Balletmusikken er nok mere historisk væsentlig - nemlig som realisering af De Seks' musikalske manifest - end den er glimrende som ren musik betragtet. Ekstra sjovt havde det derfor været, om man i udvalget havde taget en sats af Les Six' kvindelige medlem, Germaine Tailleferre, med, når nu hun også har bidraget til dette værk. Spændende havde det også været, hvis man havde fået futuristen Riisager at høre, han som skrev værket 'T-doxc' til hyldest af en ny type flyvemaskine! Men det kan jo nås en anden gang, og en hel Riisagerkoncert ville ikke være af vejen. Det Kgl. Biblioteks klingende udstillinger af mindre kendt eller helt ukendt dansk musik sat i relevant internationalt perspektiv er guf for nysgerrige ører.