Nå, hans lange præsentationer åbner for smilet, og det er nok rigtigt, at de dermed også åbner for opmærksomheden omkring musikken. Det var nu ellers letfordøjelige franske toner, der stod på menuen, og Toke - i sin generation en af Danmarks bedste fløjtenister - havde inviteret sin gamle ven fra England, den ligeledes i sin generation fremtrædende fløjtenist William Bennett, på fransk visit. Med Toke selv på fløjtepladsen fik vi fire af Niels Rosing-Schows instrumentationer af Debussys præludier for klaver samt Poulencs frejdige seks-tet for blæsere og klaver. Den blev spillet godt på plads, selv om man fornemmede, at måske ikke alt var gennemprøvet så voldsomt meget forud for koncerten. Bennett stod for fløjteindsatsen i Debussys sonate med bratsch og harpe, der er komponeret i 1915. Hans partnere, Stine Hasbirk og Tine Rehling, fokuserede på omhyggelig dynamik, men jeg savnede mere frihed og enkelte steder flothed i musikkens skyggespil. Det var Bennett, der spillede fløjte i eftermiddagens mest vellykkede indslag, Ravels Introduktion og allegro for harpe, fløjte, klarinet og stryge-kvartet fra 1905. Han klang kropsligt, men også sart i den smukt afstemte duet med Thomsens klarinet. Arion Kvartetten var et rigtig stærkt sammenspillet fundament, hvad der gjorde musikken uvurderligt godt, mens Rehlings harpe blev det magiske midtpunkt. Fra vor ven Toke fik vi historien om, hvordan musikken nær var gået tabt, fordi Ravel skulle købe en hat. Så synes jeg nu, det var mere relevant, hvad han havde at fortælle om Debussys planer med sonaten og hans ændring af dens instrumentation. Men hattehistorien var da sjov. Det var ekstranummeret, Faurés fløjteduet med klaver, også. I hvert fald for de to fløjtenister.