Et album med gedigen, men traditionel amerikansk rock'n'roll med en bluesy fornemmelse lidt hen ad sange af Sheryl Crow, indsunget i himlen af afdøde Janis Joplin. I levende live viste musikken sig at være af en helt anden intens og sensuel støbning, båret frem af en sangerinde, der i sjælden grad er et med sit materiale. Med enorme skift mellem det besjælede, det inderlige og de kontante kropslige udladninger er Kira Skov med det store vokale repertoire et naturtalent af de helt usædvanlige. Og i det unge og på Rust meget koncentrerede The Kindred Spirits, der tæller medlemmer fra kammeraten Laust Sonnes Dear, har hun et indforstået og medlevende medspil. I den første del af koncerten løftede sangerinden sine sange højt til vejrs som saft-spændte cocktails, mikset med kærlighedens altid blandede og rå varer. Medrivende for det tændte og forventningsfulde publikum, anført af en entusiastisk kvindelig fangruppe med indtil flere videokameraer i aktion på første række. Det er da også meget svært ikke at være dybt imponeret af den danske sigøjner Kira Skov, der som en ung Annisette med smidig krop og stemmebånd giver sig helt ud og kan nå meget langt, hvis hun kan holde den intensitet. Midtvejs i koncerten - efter endnu et blafrende bid til sjælen i 'I Believe' - gled luften dog lidt ud under en neddæmpet afdeling med sange, der viser, at Kira Skov og de åndeligt beslægtede kumpaner kan blive bedre på det kompositoriske. Helhedsindtrykket var dog en utrolig lovende debut foran et begejstret publikum, som gerne skrev under på Kira Skovs selverkendelse: »O.k., man kan godt se, at jeg ikke har været i det bedste humør i de sidste par år. Men øh - det kan altså godt føre noget godt med sig«. Enig.