Samtidig var der en gevinst ved, at de ikke sad lårene af hinanden, men trådte i karakter på baggrund af mindre ambitiøs musik. Til gengæld varede det noget før man nogenlunde lod sig overbevise om Wagner som Mozart-dirigent. Åbningssatsen var - som ouverturen til 'Teaterdirektøren' forinden - tung, gnidret og udramatisk, på én gang tilbagelænet og noget larmende. Klarhed og præcision var heller ikke kardinaldyder i andanten, men den havde varme og atmosfære, menuettens svævende lethed - ikke hurtig. men slået i ét slag - var så original, at det var interessant, og finalen fik en omhu og energi, der gavnede kontrapunktikken. Som akkompagnatør holdt Wagner sig til den diskrete side: ingen udfordringer, knap nok reel støtte. Inger Dam-Jensen hang sært i den tomme luft i 'Vado, ma dove? O Dei!'. Til gengæld var det dér, hun åbnede for en lyriske sødme, der i 'Alma grande e nobil core' havde været lidt på spareblus, mens dens hurtige slutdel havde gnistret. Begge disse sene arier er nobelt dekorative, men den otte år ældre (det er længe i Mozarts udvikling) 'Misera dove son?' er musikdramatik, der tager sig selv alvorligt, og den blev formidlet med glansfuldt medrivende patos. Et mere uhistorisk eksperiment end dirigentens stod aftenens anden solist for ved at spille Mozarts andante i C-dur for fløjte og orkester på blokfløjte. Som modeinstrument fortrængte traversfløjten definitivt blokfløjten netop i den følsomme rokoko, og stykket vred sig i den stive blæsers spændetrøje. Bedre gik en fin lille koncert af Johann Stamitz, hvor Wagner med godt resultat havde reduceret besætningen betydeligt, og hvor Petri i finalen lokkede jublende glans ud af sopraninoen.