Med et udsøgt, omend forholdsvis kort program bestående af Beethovens tidlige klavertrio i Es-dur fra op. 1 og Schuberts sene mesterværk for samme besætning og i samme toneart gav de den fyldte festsal en musikalsk oplevelse over almindeligt dansk niveau. Trods deres unge alder, som individer og som ensemble, er Trio Ondines fortolkninger karakteriseret af koncentration og gennemarbejdede løsninger. Forrygende frisk i Beethovens trio, hvor Jonathan Slaattos cello formelig klistrede sig til Erik Heides violin i fraseringer af en præcision, der ikke lod synkronsvømning noget efter. Med knyttet koncentration og klaveret som dynamisk forsvindingspunkt sugede ensemblet publikums opmærksomhed til sig, så der for en gangs skyld blev ganske stille og hostefrit. Schuberts mesterlige modne trio, bestemt den dystre af hans to klavertrioer, fik med dramatisk vildskab lovligt hurtige temponuancer hist og her. Måtte musikerne endda ikke slå bremserne i i løbet af den langsomme sats? Men dens fart- og farvemæssige sceneskift forløb i øvrigt gnidningsfrit. Den langsomme sats - en hommage til sørgemarchen i Beethovens Eroica fristes man hver gang til at tænke - blev, som sig hør og bør, gjort til værkets fokuspunkt, så referencerne til dens dystre verden, der dukker op mellem finalens bittersøde stikkende figurer, gav fin mening. Trio Ondines professionalitet og perfektionisme virkede også søndag på Charlottenborg så sugende som trækpapir på det publikum, der har taget ensemblet til hjerte.