Ikke at der er noget i vejen med salen på Borups Højskole, der har fået glastag, siden jeg var der sidst. Det er bare ikke dér, koncertgængerne kommer. Det var en skam, for 30-årige Jesper Mikkelsen er en sympatisk sanger med et godt potentiale og smukke, oprigtige ambitioner på liedkunstens vegne. Fem komponister på lige så mange sprog indgik i debutprogrammet, der til gengæld var koncentreret om mindre end et halvt århundrede omkring forrige sekelskifte, og sproglig omhu hører netop til Mikkelsens stærke sider: Der var gået ged i fremskaffelsen af de trykte tekster, der bør være et must ved enhver liedkoncert, men en usædvanligt klar tekstbehandling mildnede savnet væsentligt. Visse vokaler - ikke mindst på dansk i Ludolf Nielsens tiltalende, men meget sjældent opførte Aarestrup-samling 'Erotiske Stemninger' - kom nok rigeligt på tværs af klangens egalitet. Her kan være brug for et andet kompromis. Kun på svensk, nemlig hos Sibelius, er hans udtale lidet befordrende for forståelsen. Alligevel er Jesper Mikkelsen primært sanger og først i anden række deklamator og digtfortolker. Fra første færd blev man fanget ind af den runde, fyldige stemme og den brede, naturligt ekspanderende frasering: Mikkelsen synger som en musiker. Stemmen er fokuseret, og han har nuanceringen ubesværet i sin magt. Operapotentialet er på plads, men i sangene, der yderligere omfattede teenageren Brittens elskværdige 'Tit for Tat', Ravels farvestærke 'Chansons Madécasses' og lidt Strauss, synger han på ordenes betingelser: søger en stemning, et karakteristisk udtryk der er intimt uden at sky det kraftfulde. Godt at lytte til og dog lidt langtrukkent. Mikkelsen er i længden for forsigtig og reserveret, for uspecifik i sine tolkninger. F.eks. savnede man det overgivent jublende i ekstranummeret, Strauss' 'Zueignung', flere tempi var lovlig sindige, og i den afsluttende Sibelius-afdeling blev nuanceringen desuden presset af et alt for massivt klaverspil.