Skinner, der i overensstemmelse med pladens slukørede univers sjoskede rundt på scenen iført en uglamourøs Nike-T-shirt og et par sorte jeans, havde valgt at lade en lille rytmegruppe spille ind over pladens beats, og den løsning var den rette: pladens stive hvide funk blev bevaret side om side med en varm livefornemmelse. Det begyndte ellers skidt: En cremet souludgave tog luften ud af det energiske gennembrudshit 'Has It Come To This', og koncertens første tredjedel var tydeligvis blot endnu en dag på kontoret for Skinner & co. Men med en koncentreret udgave af pladens måske bedste nummer, den luftige funktræffer 'Lets Push Things Forward' vendte sagerne. Skinners fremragende materiale fornægtede sig ikke, han fandt pludselig fokus i rollen som taberpoet og leverede glimrende udgaver af især 'Don't Mug Yourself' og 'Too Much Brandy'. Det er muligt, at pladens politiske dagsorden ikke går videre end at plædere for legal rygning, men denne snigende nihilisme er på den anden side også det, der gør The Streets så forbandet troværdige. Som så meget UK garage live var The Streets' optræden på én gang forfærdelig rodet og hamrende festlig. Der er ganske enkelt så tæskende meget fremdrift i Skinners umiddelbare, direkte beats, at de ikke lader sig stoppe af en smule støj på linjen. Og når tempoet blev mere kontemplativt, som i den fine 'Weak Become Heroes' var der sørget for fornem videoopbakning på storskærm. Koncerten med The Streets var således ingen revolution, men en effektfuld levendegørelse af et enestående album. Og at dømme efter aftenens få nye numre kan 'Original Pirate Material' meget vel blot være begyndelsen til historien om den unge Mike Skinner fra Birmingham.