Om sommeren er London Philharmonic fast ensemble ved Englands Glyndebourne Festival Opera. Et interessant orkester at få på besøg. Deres fløjlsbløde, varme og lette strygere under Desdemonas bøn blev et af flere highlights i koncertens første del, der bestod af sidste akt af Verdis 'Otello'. Sopranen Adriana Marfisi lod mineralsk slanke toneranker blomstre fra en blid bund over for Miro Solmans følsomme, ja skælvende Otello. Her var ikke en aggressiv, men sandelig en knust magtmand, hvis stemmes sonore brønddyb fik hvælv og perspektiv af fornemt messingspil. At der ikke var svage grupper eller kedelige enkeltindsatser at pege på hos London Filharmonikerne, understregedes af forspil og 'Liebestod' fra Wagners 'Tristan', den oplagt mest koncertegnede af aftenens tre dødsscener. Nello Santi, der leder orkestret på den igangværende turné, skabte med prismatisk changerende farvedynamik en stjernestund af dette koncertsammendrag. Og har man ikke noget imod ideen om en mezzo i stedet for en højdramatisk sopran som Isolde, var Yvonne Naefs kødfulde varme en effektiv vokaltopping på et forløb, der veldisponeret førte fra overophedede blæsersoli over overhængende nedsmeltningsfare til orgiastisk kulmination. Sådan skal det lyde i kærlighedsoperaen over alle kærlighedsoperaer. Midtvejs mellem italiensk og tysk opera var bassen Franco de Grandis en indfølt Boris, som med stilbevidst og rædselsblændet talesang forløste uddraget fra Musorgskijs russiske 'Boris Godunov'. I mindre partier gjorde tenoren Stefano Pisani, barytonen Claudio Danuser og de Grandis nobelt slanke baskollega Franco Lufi udmærket fyldest. Jeg har sjældent oplevet et trykt koncertprogram så spækket med komiske trykfejl, men Aalborg Kongres & Kultur Center skal have tak for med denne opfølgning på sidste års invitation af Wiener Filharmonikerne at forære os orkesterfreaks en spændende orkesteroplevelse. Mere mindeværdig end Lorin Maazels og Wienernes forbløffende overfladiske gæsteoptræden i Aalborg sidste år.