Guitaristen Mike Stern tilhører sidstnævnte kategori. Med det ene ben i jazzen og det andet i rocken. Selv i hans ydre synes ikke meget at have forandret sig, siden han for 21 år siden første gang lod sig høre i København som medlem af Miles Davis' gruppe. Men noget er der alligevel sket i mellemtiden. Ganske vist fulgte han sin gamle recept i aftenens indledende nummer, da han sammen med tenorsaxofonisten Bob Franceschini, bassisten Chris Minh Doky og trommeslageren Lionel Cordew havde scenen i Krudttønden. Det vil sige indledningsvis med et ganske stilfærdigt og luftigt jazzorienteret spil, der efterhånden fortættede sig i lange ubrudte linjer for til sidst at ende i rockens højere luftlag med et spil baseret på ekspressive enkelttoner. Men selv i den sidste fase fornemmede man nu en reserve, der - ved at holde intensiteten under kontrol - forstærkede dens virkning. Og omvendt var ikke blot hans, men hele gruppens spil inden da præget af en afspændthed og legelyst, der var i fin overensstemmelse med det forholdsvis lille lokales intimitet. Efterfølgende blev det imidlertid et mere sammenhængende musikalsk udtryk, der tegnede sig i de enkelte numre. Slow Changes, koncertens eneste annoncerede indslag, havde den sejhed, der fik det bluesy tema til at flytte sig ubesværet, og helt fortryllende udfoldede musikken sig i noget, der kunne ligne en børnesang. I andre numre var det en funky rytmik, der gav afsæt for en række glimrende soloindsatser. For Franceschinis vedkommende kunne man dog påpege, at han bestemt ikke sparede på klichéerne og heller ikke holdt sig tilbage fra det effektjagende. Men der var en kerne af ægte musikalitet i alt, han foretog sig. Ikke mindst i kraft af sin rytmiske frasering. Og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad han kunne få ud af det i et melodisk og harmonisk mere sammensat og udfordrende repertoire. For på dette punkt havde koncerten sin begrænsning. Og selvom den også bød på et par numre af balladeagtig karakter, så var materialet - til trods for en køn fremførelse - for tyndt.