Selvfølgelig var den grønne kjole stropløs. Og selv om den fik Mutter til at se en anelse bred ud om hofterne og ikke helt kunne skjule, at vidunderbarnet i denne måned fylder 40, så indfriede den løftet om dyr violin mod bar kvindehud. Det løfte har fyldt koncertsale verden over, siden Mutter som ung teenager blev opdaget af Herbert von Karajan. I Aalborg tirsdag aften fyldte det uden problemer knap 1.500 pladser. Lad det være sagt med det samme, at de violinistiske kvaliteter berettigede den store interesse og de høje billetpriser, der for min plads' vedkommende lød på 865 kroner. Anne-Sophie Mutter, der sidste sommer giftede sig med den 73-årige dirigent André Previn, har sammen med sin nye mand netop udgivet albummet 'Tango, Song and Dance', som hun turnerer med i hele maj måned. Aalborg var det danske stop på turnéen, der i øvrigt indbefatter London og Wien foruden Tyskland, Sverige, Norge og Schweiz. Den bedste overraskelse på pladen er, hvor flyvende elegant Mutter spiller Faurés franske violinsonate nr. 1 i A-dur. Som sommerfugle, der slippes fri! Det nervøst sitrende vibrato, der er hendes varemærke, klæder musikken. Noderne letter, og med et bevidst fravalg af vibrato som en vigtig farvenuance i den langsomme sats spillede Mutter også live smukt op til pianisten Lambert Orkis' lækre nonlegato, der faldt i rislende vandfald af toner. Publikum, som for en del bestod af den sponsorklub, Aalborg Kongres & Kulturcenter trækker på for at gennemføre store arrangementer som Mutter-koncerten, klappede veloplagt efter hver eneste sats. Sådan blev det ved aftenen igennem. Og Mutter hadede det tydeligvis. Med afmålte smil forsøgte hun at afvise det utidige bifald mellem satserne, men sagde ikke noget. Ikke som da hun ved Sonningpriskoncerten i København irettesatte det barbarisk larmende publikum med ord. I Aalborg nøjedes hun med sit syrligt afmålte smil og et blik, der blev rettet ned i jorden. Og så fortsatte hun ellers med tre ungarske danse af Brahms. Mutters bueteknik er i særklasse. Det kunne man nyde i Brahms. Men modsat på cd'en, hvor tonens mørke glød kompenserer for en manieret hiven og trækken, der får Brahms' sigøjnerdanse til at tabe umiddelbarhed og charme, blev 'Ungarsk dans nr. 1' afleveret med anderledes talende bredde. Uden så mange dikkedarer. Gradvis vandt det påklistrede indpas i fraseringen. Men også tre virtuose stykker af Kreisler lykkedes smukkere ved koncerten, hvor cd'ens tilløb til overdreven trækken i fraserne, som var de postelastikker, blev erstattet af en sart fornemmelse af tørrede blomster og en spøgelseslet tone, der gav åndepust fra Verden af i går. På den nye cd spiller Mutter fire sange fra Gershwins 'Porgy and Bess' i virtuost Heifetz-arrangement samt André Previns suite 'Tango, Song and Dance', der er komponeret til Mutter. Begge dele spiller hun med sin jazzuddannede komponist- og dirigentmand ved klaveret, mens hun i de klassiske sager ledsages af Lambert Orkis. Og det er overraskende gode musikalske oplevelser, man får. Især i Gershwin, hvor både musik og udførelse er i top. Mutter liver i den grad op i det jazzede repertoire, men ved koncerten i Aalborg måtte vi nøjes med Orkis som stand in for Previn. Orkis, der i sin egen boldgade er en glimrende pianist og akkompagnatør, fik da postuleret en slags akkompagnement. Men jazzfornemmelse har han ikke. Med undtagelse af den hjerteskærende smukke 'Song' fra Previns suite, der med melodiens direkte enkelhed og akkompagnementets ferske harmoniskift som træfsikkert krydderi på en i øvrigt tonal og enkel sats næppe kan ødelægges af nogen, er det cd'en, man må til, hvis man vil nyde dén del af Mutters majprogram. På pladen er Mutters og Previns Gershwin-tete-a-tete yndig, skrøbelig og syngende. Om den koncentreret indadvendte genskabelse, sangene gennemgik ved koncerten, skyldtes Orkis' manglende jazztalent eller Mutters på det tidspunkt synlige træthed i forhold til publikums klappen mellem satserne - eller et miks af begge dele. Det får stå hen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























