De forstår at lægge programmer i Ars Nova. Her præsenterede de nu tre nutidige komponister, en brite og to meget forskellige danskere, men en tydelig rød tråd var tendensen til at skabe glitrende mosaikmønstre. I Steve Martlands 'Street Songs' over børneremser griber stemmernes tikkende figurer ind i hinanden som i en arabisk kakkelvæg af sirlige, farvestærke ornamenter i kontrasterende flader og borter. En marimba understreger mønstrene, der i første sang er tydeligt inspireret af bimlende klokker. Wayne Siegels 'Tre Lorca-sange' arbejder også med minimalistiske virkemidler, men den omhyggelige, delvis kanoniske polyfoni kan næppe kaldes minimalistisk, og uanset de skæve rytmers bløde swing supplerer han det dekorative i stilen med en udtryksfuld alvor, der klæder teksterne. Den langsomme midterste sang har en næsten klassisk sejhed og tæthed i stemmeføringen. Hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen er man tilbage i et legende leje, både i de finurligt collageagtige 'Three Stages', som vi tidligere har omtalt, med deres poetiske spil med gaderåb og fuglesang, og i de lidt ældre 'Four Madrigals from the Natural World'. Deres fonetisk-musikalske tekster med stærk appel til tonemaleri minder om Martland, skønt Les Murrays portrætter af flagermus, elefanter, hejrer og en kvindelig komet er anderledes raffinerede. Komponisten benytter også ostinatoagtige skeletter, men med al den dristighed og kantede uregelmæssighed i materialevalget, der er ham egen. Der kagles og gurgles, skræppes og brummes over ofte meget skarpe harmonier. Alligevel er det åbenbart, at den gamle hugaf har ladet sig forføre af korsangens iboende sanselighed. Bag det drastiske og humoristiske ånder en klanglig og idemæssig generøsitet, der ligger fjernt fra den askese, han oftest har dyrket. Det er smittende glad musik.