Kronprinsen og Mary var der - guitarikonet John Williams er nemlig født i Australien - og et stort kontingent af guitarelskere fyldte resten af salen. Programmet bragte os Jorden rundt, og fællesnævneren var ikke stilistisk. Den var slet og ret guitarkunst. Noget var klassisk. Meget var ikke. Højdepunktet var John Williams' virtuose fortolkning af syv traditionelle populære dansemelodier fra Venezuela. Spillet med en så charmerende og virtuos indforståethed og frihed, at det var forførende. John Williams hittede, dengang guitaren havde bred gennemslagskraft. I 1960'erne og 1970'erne. Han og kollegaen Julian Bream er de to helt store i den nu modne generation af klassiske guitarister - i sin tid udnævnt af selveste Segovia til guitarens kronprins - og han gav næsten to en halv times koncert med et program, der spændte fra barok til populærmusik. Og fra det italiensk-spanske til tyrkisk, japansk, afrikansk og sydamerikansk. I virkeligheden er der nærmest ikke den slags musik, den i dag 65-årige ikke rører. Vi fik ikke cavatinaen fra 'The Deer Hunter', som er hans signaturstykke. Men ellers kom Williams vidt omkring. En rask omstemning af instrumentet til eksotisk mol, og Carlo Domeniconis 'Koyunbaba' fyldte salen med mørke klange og tyrkiske melodier. Williams er ikke for fin til at lade sit klassiske instrument forstærke. Heller ikke til at koble klassiske ensatsede cembalosonater af Scarlatti, farvesikkert og varieret udført, med en suite af spansk-sensuelle Albéniz-stykker, simpel australsk-folkelig vemod i en aboriginsk melodi og med sin egen klart afrikansk inspirerede 'Malinké guitars'. En enkelt fed fejl og lidt stivhed i de indledende strækøvelser af Scarlatti, og ellers var det fremragende, fuldblodigt guitararbejde aftenen igennem. Inklusive de folkelige ekstranumre fra Napoli og San Salvador. Verdensguitaristen spillede musik fra hele verden, og et dansk publikum fik sig en oplevelse for lang tid.