I mit hoved kører jeg på en regnvåd motorvej. Det er nat, og et sted ude i horisonten flimrer noget, der nok er nordlyset. Eller byer på fremmede planeter.
Men mine fødder står på en græstørv ude på Refshaleøen i København. Klokken er listet ind i midnatstimen, og fra en helt mørklagt scene spinder Beach House deres sorte væv af drømmepop noir og langsomme gletsjere af skønhed.


























