Roskilde-rival nærmer sig udsolgt

Lynsalg. Nick Cave er blandt de optrædende på dette års festival.
Lynsalg. Nick Cave er blandt de optrædende på dette års festival.
Lyt til artiklen

NorthSide har gennem de sidste tre år kunnet sætte salgsrekord hvert år, og den tendens fortsætter i 2013.

På nuværende tidspunkt har festivalen allerede solgt flere billetter end i 2012, og endagsbilletterne forsvinder hurtigt.

Sidste år blev der solgt omkring 18.000 partout-billetter, og det tal er allerede nået i år.

I modsætning til sidste år kan man i år købe endagsbilletter, og her nærmer festivalen sig udsolgt af billetterne til lørdag, hvor man kan opleve navne som The Flaming Lips, Trentemøller og Nick Cave & The Bad Seeds.

Der er i år sat 25.000 billetter i salg inklusive endagsbilletterne, og fortsætter salget i samme tempo, kan NorthSide muligvis allerede melde udsolgt inden 1. maj, hvor billetprisen stiger.

LÆS OGSÅ Maskerede popstjerner og prisbelønnede briter besøger Northside

Lynsalg

»Salget går lige nu over alt forventning«, udtaler NorthSide-talsmand John Fogde.

»Folk har taget virkelig godt imod programmet til årets festival, og hvis vi ender med at få udsolgt i år, så er det jo det ultimative skulderklap. Nu skal man passe på med at glæde sig for tidligt, men at vi allerede nu kan melde ud, at vi har solgt flere billetter, end vi gjorde sidste år, er i hvert fald meget positivt«.

NorthSide satte gang i billetsalget 1. september, og efter kun syv dage var alle Early Bird-billetter til årets festival solgt.

LÆS OGSÅ Nick Cave and the Bad Seeds kommer til dansk festival

Herefter røg kombi-billetterne, der giver adgang til både Spot Festival og NorthSide 2013, og nu er der altså ved at være udsolgt af endagsbilletterne, der giver adgang til NorthSide til lørdag 15. juni.

NorthSide 2013 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 14.-16. juni.

Nanna Jenner Jensen, Gaffa

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her