En kværnende, skæbnetung og indædt ’Tupelo’ skulle vise sig at være optakten til en koncert, hvor Nick Cave uden slinger i valsen satsede på sin sorteste dance macabre.
Trodsigt stoltserende på randen af den dybeste afgrund vrængende sine uforskammet velartikulerede spørgsmål til den skabende og opretholdende gud og hans mange mærkværdige dispositioner.


























