Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Mirian Dalsgaard
Foto: Mirian Dalsgaard

Musikerånd. Blaue Blume arbejdede intenst på at skabe accept omkring deres musik, men følte sig længe kun som musikere af ånd.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Roskilde-debutanter: Vi er et vanvittig seriøst band

Det danske band Blaue Blume har endelig fundet den lyd, de har ledt efter.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er næsten, som at træde ind i nogens stue.

I hvert fald dufter der mere af kaffe og forår end af lorteø og tomme ølflasker i Blaue Blumes øvelokale på Refshaleøen i København. Ved et bord i midten af det aflange rum spiser guitarist Robert Jensen Buhl pasta direkte af gryden, imens resten af bandet sidder og hænger på nogle bastante egetræsstole, der står skødesløst placeret omkring det lille runde bord.

Hans storebror, bandets trommeslager Søren Jensen Buhl, slår ud med armen. »Vi har lige ryddet op«, siger han med et strejf af stolthed i stemmen. Og det er nok meget godt.

Der er tæpper på gulvene, og en mindre urskov af forstærkere, guitarer, ledninger og effektpedaler strækker sig over det meste af den sparsomme gulvplads.

Men der er også en seng. Og en hems i rå træbjælker. For øvelokalet er mere end bare et sted, hvor bandet stempler ind et par gange om ugen.

Det er også hjem for to af bandmedlemmerne og den enes kæreste. Så stuefornemmelsen er ikke helt ved siden af. Bortset fra at stuen også er køkken, soveværelse og øvelokale for et af landets mest bemærkelsesværdige nye bands.

Udefra set virker det måske lidt klaustrofobisk. Men det er ikke første gang, Blaue Blume bor under samme tag.

DALSGAARD MIRIAM
Foto: DALSGAARD MIRIAM

At vise sit værd

Siden 2010, da bandet blev dannet, har de fire medlemmer boet sammen i et hus i Kolding, i en amerikansk autocamper og i et sommerhus i Gilleleje. Men uanset hvor de har befundet sig rent geografisk, har målsætningen altid været den samme: Musikken skulle blive så god, at den kunne udgives.

Det blev den først for alvor i år, hvor Blaue Blume 2. juni debuterede med ep’en ’Beau & Lorette’.

En udgivelse, der har banet vejen for kvartetten til Roskilde Festivals nye Rising-scene, hvor bandet spiller på mandag med deres svulstige, rigt ornamenterede tag på rockmusik rundet af forsanger Jonas Smiths ekspressive vokal, som rejser toldfrit rundt i registrene – fra falsettens vilde vover og til det kælderdyb, der matcher hans talestemme.

Samtidig er bandets lyd kendetegnet af en vægtløs ynde. En følelse af afslappet ubesvær svæver drømmende igennem ep’ens fem sange.

Det er med andre ord svært at høre, hvor hård en kamp det har været for bandet at få musikken fra øvelokalet og ud i verden.

»Vi var et band, en enhed«, siger Jonas Smith om bandets unge år. »Vi havde bare ikke noget, vi kunne dokumentere det med«.

Historien om Blaue Blume er den klassiske fortælling om forholdet mellem selvværd og selvtillid. Om forskellen på det, man ved, man kan, kontra det, alle andre ser. Og jagten på en vis ligevægt imellem de to ting.

Musikken har fra starten været den eneste konstant. Lige siden Jonas Smith og Søren Jensen Buhl mødtes som klassekammerater på gymnasiet i Kolding, vidste de, at de havde noget særligt sammen, både menneskeligt og musikalsk. Men hvor det dengang mundede ud i udknaldede White Stripes-agtige jamsessions i musiklokalet, kom der på alle måder mere kød på bandet, da bassist Peter Bøgvad Hansen og guitarist Robert Jensen Buhl trådte til.

En betuttet nabo i morgenkåbe

Det føltes rigtigt allerede dengang, husker de. Men de manglede at finde det musikalske udtryk, der var deres helt eget. Og det skulle der til, før de kunne komme i nærheden af at udgive noget musik. Det var de enige om. På samme måde som de var enige om, at det her band var alvor.

I et interview med musikmagasinet Soundvenue kunne man for nylig læse, at bandet havde indgået en bandpagt i en kold kælder i Kolding.

Det lyder mere ceremonielt, end det var, forklarer bandet, men erkender, at der »sagtens kunne have været noget blod« involveret på det tidspunkt. Ikke at der på noget tidspunkt var tale om en pagt indtværet i kropsvæsker, men de ser alle tilbage på tiden i huset i Kolding som en periode, hvor hele omdrejningspunktet var selve ideen om bandet.

»Vi kunne tale om det i timevis«, siger Søren Jensen Buhl.

»Udefra set kan jeg godt se, hvis det har set lidt logeagtigt ud«.

»Jeg kan i hvert fald huske engang, hvor vi sad inde i stuen midt om natten rundt om spisebordet med stearinlys og hørte vores egen demo helt hjernedødt højt«, siger Robert Jensen Buhl med et stort smil.

»Vi sad helt stille og lyttede, da vores nabo kom ind i sin morgenkåbe og bad os om at skrue ned, for ellers ville hun ringe efter politiet. Det har nok set lidt kultagtigt ud ... Men i virkeligheden havde vi jo bare været i øvelokalet hele dagen, hvor vi havde optaget nogle demoer, som vi sad og lyttede til helt koncentreret. Det handlede om at finde ud af, hvor det ikke fungerede, så vi kunne reparere det dagen efter«.

Det er bandets arbejdsmetode i en nøddeskal. Alt er gennemarbejdet i et usædvanligt omfang, der fra begyndelsen er blevet drevet fremad af en mavefornemmelse af, at de havde noget særligt sammen, forklarer Jonas Smith.

»Vi er et vanvittig seriøst band. Og vi havde en ambition om, at de fire elementer, der udgjorde bandet, skulle nå deres ekstremer i musikken. Man måtte ikke være i tvivl om, at alle egoer skulle stå lige stærkt. Og det har betydet, at vi har brugt enormt meget tid på at dygtiggøre os, både sammen og individuelt, for at blive så gode som muligt«.

Søren Jensen Buhl tager over.

»Når vores venner spurgte os, om vi ikke snart bare skulle have noget ud, så sagde vi: Nej, nej, nej, det er slet ikke klar endnu! Det hylede os lidt ud af den, for det øgede jo kun presset på os selv. Hvis det floppede, vidste jeg seriøst ikke, om vi kunne holde til at skulle starte forfra«.

DALSGAARD MIRIAM
Foto: DALSGAARD MIRIAM

Jagten på anerkendelse

Hjemme i Kolding var udlængslen begyndt at hive i de fire venner, der tog konsekvensen og rejste til Vancouver i Canada.

Her købte de en gammel varevogn, de alle kunne sove i, og kørte rundt i Nordamerika, inden de fløj hjem til jul i 2011. Med en fantastisk dannelsesrejse i benene, men også kun med skeletterne til de nye sange, som fortsat lod vente på sig.

Der skulle hårdere midler i brug, så bandet rykkede sig selv op ved rode, lejede et sommerhus i Gilleleje i januar og blev boende der de næste syv måneder.

Og endelig begyndte der at ske noget. I sommerhuset blev stuen omdannet til øvelokale, imens venskab og sammenspil flettede sig sammen i nye, kreative formationer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har jo stået på et værelse i San Francisco og smurt hinanden ind i fnatcreme«, griner Jonas Smith.

»Og den slags betyder bare, at det er nemmere at træde over hinandens grænser, når man laver musik«.

Resultatet var, at de skitser, der var kommet til verden i den amerikanske autocamper, begyndte at blive til sangene ’Jealousy’ og ’On New Year’s Eve’, hvoraf sidstnævnte blev den første sang, Blaue Blume lagde ud på nettet.

Og det var vigtigt for bandet at opleve, at musikken begyndte at matche ambitionsniveauet, forklarer Jonas Smith, der ellers var ved at opgive håbet om, at det nogensinde skulle lykkes.

»Vi var tæt på at smide demoerne ud, fordi vi altid synes, det kan blive bedre. Jeg var begyndt at tvivle på min musikalitet, fordi der ikke var nogen accept«, siger han.

»På det tidspunkt var det nødvendigt for os med en eller anden samfundsmæssig anerkendelse. Et skulderklap af en art. Inden vi udgav ’On New Year’s Eve’, havde den arbejdsproces, vi havde været igennem, været så intens, at den var nødt til at kulminere i en udgivelse. Som forhåbentlig skulle udmunde i en form for accept, der kunne motivere os til at arbejde yderligere«.

»Hvilket jo er paradoksalt, for vi havde jo slet ikke noget musik ude på det tidspunkt«, siger Søren Jensen Buhl.

»Man kunne bare ikke mærke på sin krop, at man gjorde det, man gjorde. Man sagde bare til sig selv: Jeg er musiker. Men man var det mest af ånd«, siger Jonas Smith, der på det tidspunkt arbejdede som pædagogmedhjælper 20 timer om ugen, imens Søren og Robert Jensen Buhl begge var begyndt at studere. Bare for en sikkerheds skyld.

DALSGAARD MIRIAM
Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Jamen, hvad med uddannelse?«

Vendepunktet indtraf, da den engelske musikblog Dots & Dashes skrev et begejstret blogindlæg om ’On New Year’s Eve’ og dermed gjorde Blaue Blume opmærksom på, at der var folk derude, som forstod, hvad de havde gang i med deres musik.

Og det var vigtigt, mener bandet, der ikke lægger skjul på, at de har haft brug for en accept udefra for at vide sig sikre på, at de var på rette vej.

»Uanset hvad man laver, tror jeg, at man rent menneskeligt har brug for en form for accept«, siger Jonas Smith.

»Og det gav virkelig ro på. Det var jo en slags bekræftelse af ens identitet. Det var paradoksalt at gå rundt i verden og føle mig som et, imens folk så mig som noget helt andet. Det hjalp virkelig med et par ord udefra, der sagde, at det her, det kan sgu noget. Det var vigtigt. Det var virkelig vigtigt«.

»Men også fordi man havde brug for det skjold mod indkommende mistillid og kritik af det, man gør, som accepten kan være«, siger Søren Jensen Buhl med henvisning til den skepsis, bandet har mødt undervejs fra venner og familie, der ikke sjældent har tvivlet på projektet med spørgsmål, bandet kan på rygraden.

»’Hvad er det egentlig, I laver?’. Og ’Der er godt nok gået lang tid, hvor I bare har været i et sommerhus. Hvad foretager I jer egentlig?’«, siger Robert Jensen Buhl med et strejf af karikatur i stemmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»’Og hvad med uddannelse?’«, kvækker den stilfærdige bassist Peter Bøgvad Hansen. De griner så højt, at man næsten kan mærke en lettelsens sten falde fra deres hjerter.

For ’On New Year’s Eve’ var ikke ene om at få en positiv modtagelse. ’Beau & Lorette’ er udkommet til fine anmeldelser, BBC Music 6 har spillet bandets musik, ligesom en række udenlandske musikmedier har fået både øjne og ører op for Blaue Blume.

Tilbage på Refshaleøen tager de fire medlemmer udgivelsen af debut-ep’en med ro. De er mest af alt bare lettede over at være i gang.

»Det er selvfølgelig fedt, at vores musik er derude nu. Men det allerfedeste er, at vi har prikket hul på Blaue Blumes række af udgivelser. Bagkataloget er startet, og nu er det tid til at lave et album«, siger Søren Jensen Buhl.

»Det er jo uholdbart i længden at gemme sig bag det faktum, at folk ikke har hørt ens musik endnu«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden