Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vitalt. Noel Gallagher lukkede ballet med fællessang på Arena.
Foto: THOMAS BORBERG

Vitalt. Noel Gallagher lukkede ballet med fællessang på Arena.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sløve Noel Gallagher vågnede pludselig op til dåd

Den tidligere Oasis-frontmands højtflyvende fugle serverede retro med retro på.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For præcis tyve år siden spillede Oasis på Roskilde. De havde lige udgivet ’Definitely Maybe’ og britpop erobrede verden med en rockmusikalsk blitzkrieg, hvor det gode, gamle omkvæd atter væltede alle fine fornemmelser for rockkunst omkuld.

Det er lidt mere end tyve år siden, jeg så dem i Malmö første gang. Det var allerede retro dengang. Så hvad er det nu?

’You Know We Can’t Go Back’ hedder et af de bedre numre på det andet album fra Noel Gallagher’s High Flying Birds. Det kan der unægteligt være noget om. Og så på den anden side – hvorfor egentlig ikke?

Tøffer afsted

I begyndelsen er koncerten lige så mat i koderne, som jeg har frygtet på baggrund af det nye album med den sigende titel ’Chasing Yesterday’. Gallagher indrømmer altså, måske selvironisk, han er på jagt efter fortiden og gårsdagens succes.

Måske er bundlinjen bare, at han skriver sange, som han nu engang gør, og at de lyder, som de nu engang gør. Solidt snedkererede slagsange, der ind imellem løfter sig til noget næsten naturstridigt medrivende.

Fordelen og ulempen ved at slippe for sin bror Liam er, at Oasis-guitaristen og sangskriveren Noel Gallagher nu har scenen for sig selv. Nogen voldsomt karismatisk frontfigur eller forsanger er Noel Gallagher ikke og målt på bandkemi er High Flying Birds en temmelig lavtflyvende erstatning for Oasis. Hvad hornsektionen laver på scenen er således nærmest en gåde. Noel Gallagher skriver slagsange. De skal rive med. Hvis ikke de gør det, kan det være tordnende ligegyldigt.

Fra åbningen med ’Everybody’s On The Run’ og videre over de nye sange ’Lock All The Doors’, ’In The Heat of the Moment’ og ‘Riverman’ tøffer det habilt og meget af tiden temmelig uinspireret af sted.

Lyden er Manchester-mudret og engagementet begrænset. Kun når de nye numre er mest Oasis-agtige, løfter man et busket øjenbryn og mærker det rykke lidt i fødder og hofteskål.

Hånsk sviner

Men så sker der noget. Tre papskilte ryger op blandt publikum foran scenekanten. 'Who the….Fuck is….Man Utd?' står der. Hvem hulen er Manchester United?

Måske tænder denne hånske sviner til lokalrivalerne fra United den indædte Manchester City-fan Noel Gallagher. Måske er det bare det tidspunkt i koncerten, hvor en garvet rotte lukker op for hanen med guldregn. I hvert fald tager fanden ved koncerten med Noel Gallaghers High Flying Birds, der minsandten pludselig lyder som et band og ikke som et hold gamle, trætte, sammenbragte børn. Selv hornsektionen synes pludselig heftigt truttende at finde en mening med livet!

’You Know We Can’t Go Back’, siger manden. Og dog! Oasis-nummeret ‘Champagne Supernova’ løfter stemningen gevaldigt. Det kan godt være, at Noel Gallagher hellere vil elskes for sine nye numre, men Oasis-godbidderne trækker faktisk de nye med sig i slipstrømmen, så de løfter sig.

’Dream On’ og ’I Have A Gun’ bliver afleveret med glød og snert. Det er essensen af mange af disse slagsange: Komplet ligegyldige afleveret sløvt. Komplet uimodståelige fyret af i den rette ånd!

Da Noel Gallagher lukker ballet med gigantisk fællessang til tonerne af ’Don’t Look Back in Anger’ er en tam koncert endt som en vital oplevelse.

Det var retro dengang. Så hvad er det nu?

Retro med retro på må vel være svaret. Men hvad så? Hvem hulen var Oasis? Hvem pokker er Blur?

Sangene og sounden lever. Man kan ikke skrue tiden tilbage, men man kan godt gå tilbage i tiden og tage sit publikum med sig. Hvilket Noel Gallagher, uden ligefrem at være rockmusikkens Einstein, lige har ført bevis for.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden