Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 PER LANGE/Ekstra Bladet
Foto: PER LANGE/Ekstra Bladet

Overbevisende. Matt Bellamy var atter en uhyre stærk frontmand.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Muse vandt på knock-out

Med en forbilledlig velspillet og herligt opulent stadionrockkoncert slog Muse igen mod det overvågningssamfund, de hader så indædt for tiden.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ret skal være ret. Jeg var rent ud sagt vildt misundelig på de piger foran mig, der havde forberedt sig til Muse-koncerten ved at købe fire store bægre med popcorn.

Der er bare noget med popcorn, der nu engang bare passer til Muses væg-til-væg-tæppe af opulent rockmusik på samme måde, som de klæder en seriøs damptromle af en actionfilm. Det handler om underholdningsværdi. Om at blive revet med. Og om at have lyst til at hæve sine knyttede næver mod himlen op til flere gange undervejs, af den simple grund at man simpelthen ikke kan lade være.

På en udefineret vildhedsskala er den rigtig gode actionfilm i hvert fald et af de fænomener i populærkulturen, der læner sig tættest op ad en Muse-koncert i bedste sendetid.

Og det var præcis, hvad det var, da den engelske trio (i selskab med en ekstra keyboardspiller) lagde Orange Scene for sine fødder torsdag aften bevæbnet med et gyldent snit gennem alt det, der skal til, for at skabe et lille mirakel af en stadionrockkoncert.

Sover med sølvpapirshat

Han fylder ellers ikke meget i landskabet, den bette frontmand Matt Bellamy. Men som en bister lille splint af indigneret skuffelse over klodens tilstand har han især på gruppens seneste album, det flamboyante og ganske hårdtslående konceptalbum 'Drones', fundet en særdeles effektiv ventil for denne frustration.

Og den går efter alt at dømme ud på at kanalisere al sin vrede og paranoia ud i en effektiv, musikalsk oprørsopfordring.

Bellamy er med andre ord typen, der sover med sin sølvpapirshat om natten for tiden. Derfor kunne man frygte, at Muse ville benytte lejligheden til at spille hele sit nyeste opus fra ende til anden - bare for lige at understrege alvoren af sagens kerne.

Men hertil blev svaret heldigvis nej.

Vokal som en rumraket

Nok var det den slagkraftige 'Psycho' fra 'Drones', der fik lov at skyde rockballet i gang med sine gyngende guitarer og sit ublu "Your ass belongs to me now"-omkvæd.

Men det viste sig hurtigt, at Muse på meget vellykket vis formåede at indlemme en række stærke, nye sange som 'Drones', 'Mercy' og 'Reapers' i repertoiret, så de ganske umærkeligt gled ind på velsmurte larvefødder blandt Muse-klassikere som 'Super Massive Black Hole', 'Time Is Running Out' og publikumsfavoritten 'Plug In Baby'.

Sange der blev sunget med noget nær milimeterpræcision af Bellamy, der fremstod uhyre stærk som frontmand.

Hvor landskvinden Florence Welch tidligere på aftenen valgte at bruge en noget sart hundefløjtemetode, når hun skulle helt op øverst i registret, gik Bellamy hele hylevejen med en konstant, usvigelig sikkerhed, der manifesterede hans falset som en aldeles driftsikker rumraket, jeg gerne løste billet til.

Som på en helt vanvittig udgave af den dejligt småhysteriske 'Supremacy' på stemmemæssig højoktan.

Lavpunkt i døsigt tempo

Kun den fluffy og kejtede synthesizermelankoli på 'Madness' strittede i et ellers stærkt rocket sæt.

»Det er første gang, vi oplever en mosh-pit under 'Madness'«, lød det forundret fra Bellamy, mens han pegede ud blandt publikum. Men altså, noget skulle man jo lave, mens man fik koncertens lunkne lavpunkt til at passere i sit døsige partykiller-tempo.

Vægtløshed er bare ikke Muses store force.

'Madness' var dog lykkeligvis en enlig fesen svale, og koncerten stod tilbage som et ret pragtfuldt overflødighedshorn af særdeles Guitar Hero-egnede øjeblikke, som samtidig aldrig syntes blottet for den alvor, Muse møder livet med som band.

Men i stedet for at gøre Orange Scene til en skrydende megafon for opbragte følelsesudbrud om verdens sørgelige forfatning, lod bandet musikken tale for sig selv.

Og da de et sted i omegnen af 70.000 fremmødte publikummer i samlet trop skrålede med på det første ekstranummer 'Uprising's dundertale af et omkvæd, så ordene "They will not control us! We will be victooorious!" gjaldede ud i sommernatten, lignede Bellamy og Co.'s kamp mod overvågningssamfundet en kamp, som lige dér blev vundet på knock-out.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden