Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Skinger svensk sirene kæmpede for opmærksomhed

Karismatisk. Malin Dahlströms skingre vokal er både en styrke og en ulempe.
Karismatisk. Malin Dahlströms skingre vokal er både en styrke og en ulempe.

Vi ved det godt alle sammen. At svenskerne på magisk vis ofte fremstår prædisponerede til at skrive gode popsange af den slags, der kan blive hængende i hovedet uden at drive sin lytter til vanvid. Og her er dele af Niki & The Doves produktion ingen undtagelse. Den fremragende engelske popmusikjournalist Peter Robinson har sammenlignet svenskerne med landsmændene i The Knife til Eurovisionens Melodi Grand Prix. Og det giver endog rigtig god mening. Kamp om opmærksomheden For i sangerinde og sangskriver Malin Dahlström har bandet en karismatisk vokalist med en gennemslagskraft, der slår igennem på scenen såvel som på plade. Men som en lys yin til The Knifes mestendels mørke yang, Karin Dreijer, kan Dahlström også være temmelig skinger. Det er faktisk et af hendes varemærker som sanger – på godt og ondt. Men eftersom bandet udover en solid maskinpark af synthesizere havde medbragt hele to trommeslagere – en på trommesæt og en på elektriske drum-pads – måtte Dahlström i glimt kæmpe mere end kønt var for at trænge igennem. Det var derfor de mere enkle popnumre som den glimrende ’DJ, Ease My Mind’ og den stærke single ’The Drummer’, der stod stærkest, modsat nogle af Niki & The Doves mere pompøse sange, hvor gruppens to ret ligegyldige dansepiger tilmed kæmpede med om opmærksomheden, viklet ind i både lyskæder og lametta. Opløftende var også den selvsikre single ’Mother Protect’, der med et krystalklart omkvæd og en lækker og luftig produktion var et godt bevis på svenskernes kunnen.

Desværre fremstod sangen en smule uforløst, da den stoppede efter en artig gennemspilning af den 5 minutter lange albumversion. Den kunne bandet med fordel have trukket længere ud.

142 kr. for resten af året

Politiken fylder 142 år, og derfor kan du læse og lytte med resten af året for kun 142 kr. Er der en bedre måde at fejre os selv på? Nej, det synes vi heller ikke.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 48095752
PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her