Råbet kom inde fra scenemørket, som sænkede sine pauser mellem alle numrene under koncerten med The Rolling Stones:
»Vente liiidt!«.
Det var Mick Jagger, der råbte. Det lød som det gebrokne dansk, han luftede flere gange i løbet af den mere end to timer lange koncert.
Men det var vist mere henvendt til resten af det britiske veteranband, end det talstærke publikum.
Måske var det »Wait, Keith«? Jagger skulle i hvert fald lige have en guitar om halsen.
Jagger og Watts bar koncerten
Problemer med at finde ind i samme tempo (og ikke mindst at holde det!) sloges The Rolling Stones med hele aftenen.
De startede og sluttede med fyrværkeri, men derimellem var det en ujævn og bulet affære, der mest lød som et kassettebånd glemt et par årtier i vindueskarmen.
Mick Jagger var faktisk – sammen med Charlie Watts – den mest insisterende og stabile kraft i et band, der alt for ofte halsede rundt efter deres egen myte, og alt for lidt fandt det sumpede bluestråd, der tydeligvis passer dem bedst i dag.
Genoplev maratonkoncerten: Rolling Stones rockede RoskildeOg da guitaren var på plads, var Jagger og band i øvrigt klar til at spille ’She’s So Cold’.
En af de sange, fans har stemt ind i sætlisten på deres ’50 years and counting tour’. Men ganske sigende for hele koncerten jappede de igennem de hurtige riff og slettede det stærke indtryk, som en flot udfoldet version af ’Wild Horses’ ellers havde sat forinden.
Spontaniteten udeblev
Som den bande af vaneforbrydere de er, lagde The Rolling Stones ud med ’Jumpin’ Jack Flash’. Efterfulgt af ’Let’s Spend The Night Together’ og ’It’s Only Rock ’N Roll (But I Like It)’.
Mick Jagger løb (ja, af en 70-årig mand at være løb han en hel del denne aften) langs podiet, der strakte sig som en tunge ud i publikum.
Det er bare rock’n’roll, og rigtig mange af dem kunne godt lide det.
Ret hurtigt stod det dog klart, at selv med Jaggers imponerende energi, så var forestillingen om løssluppen og spontant eksploderende rock svær at leve op til.
De ældre herrer virkede forcerede, når de skruede op for tempoet.
De skæve toner fra Keith Richards passerede hurtigt grænsen for det musikalsk charmerende, og Jagger manglede luft til at gribe ordentlig fat i det høje register.
En flok høflige mand
Heldigvis kunne sangene gøre arbejdet for dem. Der blev sunget med af karsken bælg, og gode sange har det britiske rockband nok af.
De har tegnet rockens grundskabelon med stærke sange og dårlig opførsel.
Det var dengang. I dag er The Rolling Stones en flok høflige mænd, der åbnelyst har det allerbedst, når de lader den spruttende rock ligge i fortiden og spiller den blues, som de jo altid har været stærkest i.
Som den udflydende version af ’Tumbling Dice’, hvor Keith Richards skrammelblues kom til sin ret.
Som ’Wild Horses’, sunget af Jagger i lavere og langsommere leje. Som hjemsøgte ’Out Of Control’, der i et enkelt stærkt øjeblik blev sprættet op af Mick Jaggers skærende mundharpespil.
Det blev ved tanken
Det var kun lige godt nok, men stod stadig i skarp kontrast til de musikalske elendigheder, vi også skulle igennem.
Timingen var helt væk i riffet til ’Honky Tonk Women’.
Kun i et glimt mærkede man smerten i ’Gimme Shelter’, og ’Miss You’ tabte hurtig sin funkpuls.
Ideen om en transcenderende gospel i opløsningen af ’Midnight Rambler’ blev – trods tilbagevendte Mick Tayloers helt anderledes klart optegnede guitarspil – aldrig andet end netop en tanke, en maner, og aldrig en egentlig messe i rockens uhellige kirkerum.
Og som om vi ikke allerede havde opdaget Keith Richards' komplette mangel på musikalsk tæft, demonstrerede han det solo med kattejammersang på ’You got The Silver’ og ’Can’t Be Seen’.
Hvis det her var en madanmeldelse, var det her, at jeg ville ringe til Fødevarestyrelsen.
En cool skygge ude af sync
Med piratminen på sagde han:
»It’s great to be here. It’s great to be anywhere«.
Måske skulle han finde ud af, hvor han er, og tage en beslutning, om han vil være mere end en cool skygge ude af sync med resten af de knapt nok rullende stene.
Aarhus-kor skal på scenen med Rolling Stones: »Det tog noget tid at sluge«Når vi taler om et band i starten af 70’erne er det i procenter i forhold til originalerne.
Godt nok sprang reptildyret Keith Richards pludselig ud fra den sten, han gemte sig en del under, og sendte et skælv gennem publikum med åbningen på ’Start Me Up’, men kun for at miste tempo og intensitet. Igen.
Messe for de trøstesløse
Som et ufrivilligt råb om hjælp tændte The Rolling Stones nødblus i siderne af den Orange Scene, de i en helt anden og ukontrollabel tid har spillet på for små fyrre år siden.
Men i stedet for at gå til bunds i sammenligning med fortiden blev det indledningen på koncertens stærke afslutning.
Sangene gjorde igen en del af arbejdet, men med et djævelsk strejf i ’Sympathy For The Devil’ og vilje bag ’Brown Sugar’ trak Mick Jagger og Charlie Watts alle mand frem til en sidste kraftanstrengelse, der skabte det ene magiske øjeblik, man jo trods al skepsis havde håbet på.
»Der er ikke så meget at sige. De er Stones. Det er rock'n'roll...«Det indfandt sin under ’You Can’t Always Get What You Want’. Med det danske kor Vocal Line til at løfte sangen helt op under den lyse nattehimmel, føltes det for en stund som at være til en messe for de trøstesløse.
Sunget og spillet med fingerspidserne mod det mørke fløjl, The Rolling Stones’ bedste sange er draperet i.
Ventetiden var for lang
Pludselig var de dér, hvor de burde have været hele tiden. Selv den afsluttende ’(I Can’t Get No) Satisfaction’, som ellers har et af de mest udslidte riffs i musikhistorien, blev leveret som om de mente det.
Ikke som et vandet ekko af fortiden, men som en genoplivelse.
Men der var lang vej derhen. Vi måtte vente lidt for meget. Også på Keith.
fortsæt med at læse
